Hvad nu, hvis dinosaurerne ikke var blevet udryddet for 65 millioner år siden, men havde udviklet sig til fastboende (om end stadig firbenede) korndyrkere, og så for cirka 2-4 millioner år siden havde mødt det første menneske i skikkelse af en umælende knægt, der endnu knap nok har lært at gå oprejst?

Skal så kontrafaktisk og fuldstændig vilkårlig en præmis bære en historie, kræver det både fortællemæssige og visuelle genistreger og overbevisende energi i udførelsen.

Men tværtimod: I denne ny Disney-Pixar-film er både fortælling og figurdesign desværre så uoriginale, at værket nok (forhåbentlig?) snart vil være nådigt glemt igen.

Arlo, den pjokkede lillebror i en majsdyrkende dinofamilie (tegnet lige så glat – men ikke nær så ’gladt’ som salig Fred Flintstones husdyr), bliver ydmyget af sine søskende for manglen på kækhed og kræfter.

En flodbølge river Arlos far med sig, da han forsøger at redde sin søn, og den lille farer vild under eftersøgningen. I vildmarken møder Arlo drengen, og indledende fjendtlig skepsis forvandles gradvis til gensidig hjælpsomhed med at finde hjem og vinde anerkendelse.

Intet nyt under solen

Så er den sådan set ikke længere. Og bortset fra habilt natursceneri og enkelte passager af basal spænding eller spøjse gensidige reaktioner på ’den fremmede’ er det overskueligt langt ind over grænsen til det forudsigelige.

Ærgerligt nok, for enkel animationsfortælling for de mindste er jo en mangelvare. Men mangelen afhjælpes altså dårligt med en film, der – unægtelig i overensstemmelse med de store grønne planteæderes væsen – tygger drøv på gammelt gods: Sønligt skyldkompleks som i for eksempel ’Løvernes konge’ møder landskab og urmenneskebørn a la ’Ice Age’ og ’Croods’ i en totalt begrebsforvirrende pærevælling af palæo-perioder – og uden at noget som helst nyt opstår. Ud over det sædvanlige slutresultat af netop drøvtygning.

Filmen er Peter Sohns spillefilmdebut som instruktør efter kun én animationskortfilm (’Partly clouded’ fra 2009), men har premiere kun en god måneds tid efter Pete Docters mesterværk ’Inderst inde’, så der er virkelig store udsving i Disney-Pixars produktion p.t.

Chefen John Lasseter er ganske vist ikke selv kendt for ligefrem subtil humor eller kompleks personkarakteristik (’Toy Story’s sequels var bedre end etteren, og i dette århundrede har Lasseter selv kun instrueret ’Cars’-film), men han har til gengæld haft en formidabel evne eller held til at udvælge og omgive sig med folk, der kan de ting: Pete Docter (’Up!’ og ’Inderst inde’), Andrew Stanton (’Find Nemo’ og ’Wall-E’) og Brad Bird (’De utrolige’ og ’Ratatouille’)!

Samme held har han ikke haft med godkendelsen af denne mindre end middelmådige film.