»I vore dage består radio af folk, der råber ad hinanden, og af computerstyret musik«, sukker en af personerne i 'A Prairie Home Companion'. Filmen er en tilsyneladende nostalgisk skildring af en radiostation, der har overlevet fra de gode gamle dage. Filmen åbner med en fuldblods hyldest til Edward Hoppers berømte americana maleri 'Nighthawks at the Diner'. Det er en amerikansk verden, fra før den gik af lave. Radio med levende musik, oldnordiske reklamer og en godmodig studievært med seler i bukserne og sutsko på stemmebåndet. Men med den ikke uvæsentlige pointe, at 'A Prairie Home Companion' ikke er nostalgisk fiktion, men veloplagt og lun ironi, som bygger på forfatteren Garrison Keillors populære radioshow, der siden 1970'erne har haft sit trofaste publikum. 4 millioner stiller hver uge ind på frekvenserne, når musikken spiller fra Midtvesten, og Keillor speaker sine sketch og fiktive reklamer for småt og endnu mere småt. Den granvoksent ludende Keillor spiller selv studieværten G.K. med den tørre humor og den åndsfraværende udstråling, der dækker over en knusende rolig kontrolfaktor i topklasse. Keillor har skrevet filmmanuskriptet på basis af sit radioshow. Han har tidligere skrevet bestsellerromanen 'Lake Wobegon Days' baseret på programmet, men det er første gang, han har skrevet et filmmanuskript. Filmatiseret radio, fra før verden gik af lave, lyder måske ikke umiddelbart særlig ophidsende, men i hænderne på den 81-årige Robert Altman er det blevet en strålende opvisning i afslappet filmkunst på højeste niveau. Den dramatiske ramme er helt enkel. Filmen udspiller sig på og bag scenen i løbet af aftenens show. Det show, der ser ud til at skulle blive det sidste. Det gode gamle Fitzgerald Theater i St. Paul er nemlig blevet købt af big business fra Texas. Den slags, der drejer nøglen om, river huset ned og asfalterer resten. Det er selvfølgelig trist, men som det hedder i en anden og dog beslægtet sammenhæng: »En gammel mands død er ingen tragedie«. Ensemblespillet har fra 'Nashville' via 'Short Cuts' til 'Gosford Park' været et adelsmærke for den tematisk vidtfavnende Robert Altman. Netop det elegant redigerede ensemblespil er her fuldstændig afvæbnende i en film, hvor gengangere fra virkelighedens radioshow blander sig med figurer fremstillet af creme de la cremen af amerikanske filmskuespillere. Meryl Streep er for sjældent blevet brugt i komiske roller, men her tindrer hun suverænt i samspillet med Lily Tomlin og Lindsay Lohan. Streep og Tomlin er de syngende Johnson Søstre, Yolanda og Rhonda, mens barnestjernen og teenageidolet Lindsay Lohan omsider træder i ny karakter som Yolandas datter, Lola. Woody Harrelson og John C. Reilly er forrygende som den bundsjofle cowboyduo Dusty & Lefty med sange og vitser fra cowboylandets hørm af mand og kvæg. (Q: »Hvorfor hedder det PMS?«. A: »Fordi kogalskab allerede var taget«). Virginia Madsen er en mystisk hvidklædt kvinde, mens Tommy Lee Jones er bøddelen fra Texas, og Kevin Kline denne gang holder det komiske talent i stram snor i rollen som den omvandrende Raymond Chandler-replik Guy Noir. I stedet for at skyde korte scener lader Altman gerne spillet folde sig ud i længere forløb foran mange kameraer. Ting kan ske - og ses fra mange vinkler. Det giver i 'A Prairie Home Companion' bonus i stor stil. Det er en levende film, hvor man faktisk føler, at tidsrummet, som filmen udspiller sig i, er reelt. Vidunderlige skuespillere bærer deres roller frem med afslappet præcision og åbenlys fornøjelse. En lille smule nostalgisk smerte og en stor portion humor fra den mest knastørre til den mest flabede gør 'A Prairie Home Companion' til en usædvanlig filmoplevelse. Skæv og varm. Tøffende i tempoet tilsyneladende, men præcisionen og skarpheden fejler ikke noget. I midten står Garrison Keillor selv. Den urystelige antihelt G.K., der klarer selv det mest akutte problem med en lille digterisk reklame for gaffatape eller gør det selv-pizza. Musikken spiller. Livet kommer og går. Nye ansigter toner frem på scenen. Gamle forsvinder. Scene og show forgår. Musikken spiller. Den spiller i filmen. Filmen er i sig selv en slags musik. Figurerne anslår hver deres toneart. Garrison Keillor har leveret instrumenterne og librettoen. Robert Altman er dirigenten, der får det hele til at spille sammen, så man rent glemmer, at filmkunstens helhed består af mange smådele. Hvis 'A Prairie Home Companion' er Robert Altmans svanesang, så er det en sjældent god svanesang. Ikke siden Woody Allens 'Radio Days' er radio blevet så forkælet på lærredet. Uden stor ståhej har de to veteraner fra Midtvesten, Altman og Keillor, skabt en af alle tiders mest charmerende og rent ud uforskammet hyggelige hyldester til både radioen, countrymusikken og ensemblespillets metier. Da filmen slutter, føler man næsten, at man kan se radiobølgerne blafre i æteren foran sig som gasgrønne gardiner af gemytligt nordlys.