Der er intet som gode begyndelser på film. 'The Music Never Stopped' har sådan en: Et telefonopkald til Henry Sawyer (J.K. Simmons) og hans hustru, Helen (Cara Seymour), i staten New York fortæller dem, at deres søn ligger på hospitalet. 36-årige Gabriel (Lou Taylor Pucci) er blevet indlagt på grund af en godartet tumor, som har gjort stor skade på hans hukommelse, som derfor er fastfrosset, nærmest i det øjeblik han styrede hjemmefra i vrede som 19-årig. Soundtrack fra ungdommen Og sådan kommer 'The Music Never Stopped' i gang - uden omsvøb eller sentimentalitet og med en befriende humor, da Helen hører telefonen ringe, mens Henry lytter til en sang i radioen, og hun spørger ham: »Hører du slet ikke, at telefonen ringer?«. »Nej«, svarer han, ikke fordi hans hørelse fejler noget, men fordi han vælger at overhøre den banale lyd af telefonens kimen, mens han nyder musikken. Og det gør han, Henry - nyder musikken, altså. Vel at mærke hans musik, soundtracket fra hans ungdom, sangen, der spillede, da han forelskede sig i Helen, og den musik, han forsøgte at få sønnen Gabriel til at elske. Men da Gabriel blev ung i slutningen af 60'erne, var det anderledes musikalske (protest)sange, der lød, og i Henry Sawyers erindring var Gabriels musik det, der skilte dem. Hans erindring bliver dog udfordret, da han skal forsøge at genskabe et bånd med sin fraværende søn, der liver gevaldigt op, når han hører musik. Sin egen musik, vel at mærke, ikke sin fars. Lyden af musikken fra hans tidlige ungdom vækker Gabriel fra hans døs, og i samarbejde med musikterapeuten Dianne Daly (Julia Ormond) går Henry i gang med at møde sin søn på midten, selv om han hellere ville glemme den musik, der i hans øjne var medskyldig i deres brud. Men hvis Henry vil have sin søn tilbage, må han overgive sig til Rolling Stones, Bob Dylan og Grateful Dead. Perfekt castet Filmen er baseret på en videnskabelig bestseller af Oliver Sacks, og det lykkes den debuterende instruktør Jim Kohlberg at forene det neurologiske med det filmisk følelsesmæssige. Filmens charme baserer sig især på det gode spil af den lysende Julia Ormond, den glimrende Lou Taylor Pucci og især den fænomenale J.K. Simmons, som her - endelig! - får sin første hovedrolle. Han er perfekt castet som den konservative mand, der elsker den amerikanske songbook-tradition og hader moderne rock, og som mister sin identitet, da han fyres fra sit arbejde og må overlade forsørgerrollen til sin hustru. En stædig, men elskelig rad, og så meget desto større er åbenbaringen, da han opdager, at hans søns kærlighed til musikken jo faktisk skyldes ham selv. Og at netop den kærlighed kan genforene ham med hans fremmedgjorte søn. Portræt af en forsvundet tid Det er Simmons, der sikrer, at filmen med nød og næppe undgår det sukrede i den ret beset temmelig sentimentale historie om en generationskonflikt, som de modsatrettede musikalske præferencer kun er et blandt mange symptomer på. For ligesom far og søn var uenige om tidens lyd, var de også uenige om tidens politiske emne: Vietnamkrigen, som Gabriel modsatte sig, hvilket Henry så som despekt over for familiens stolte krigshelt, Henrys bror Gabriel, der døde under Anden Verdenskrig. Simmons' præcise spil tjener som modvægt til de mange tilbageblik, som tynger filmen - der går simpelthen for meget hippieudklædningsfest i de mange flashbacks. Tilbageblikkene forstyrrer også, fordi man hellere vil nyde filmens gode tidsbillede. Filmens nutid udspiller sig i 1986, og alt fra mohairsweatere over transistorradioer til tunge 80’er-briller er nøje udvalgt til at give et præcist portræt af en tid, der er forsvundet akkurat som Gabriels langtidshukommelse. Detaljer som disse, godt spil og et soundtrack, der for alvor spiller med i filmen, gør 'The Music Never Stopped' til en helt igennem dejlig filmoplevelse. FACEBOOK