Er det kærligheden og legen eller den økonomisk-politiske rationalitet og langtidsplanlægning, der skal bestemme menneskers udvikling og livsvalg?
For os jævne mennesker er det nok lettere at finde den balance end for dem, der fødes ind i en rolle med magt: fyrstebørn og arvinger til store virksomheder eller formuer.
Men enhver kan nok genkende dilemmaet, så her er (gen)syn med et nyklippet drama om temaet. ’Nyklippet’, fordi ’Caroline – den sidste rejse’ i en tyve minutter kortere version havde premiere i september 2010. Men nu reaktualiseret af ’En kongelig affære’ om dramaet med Christian VII og hans dronning og den rigsbefuldmægtigede livlæge.
1700-tals tema stadig aktuelt
For her bliver titelpersonen, Caroline (Mathilde), jo også tvangsgiftet – eller rettere sagt: firmafusioneret – med Christian med det skrøbelige sind. Hans ny mentor, Johan, kan tyre firmaets gamle magthavere, direktør Ove (dvs. Høegh-Guldberg) og moderen, Juliane (dvs. enkedronningen) – men hustru og mentor forelsker sig.
Galt må det gå, og som titlen siger ses beretningen fra bagsædet af den limousine, der fører Caroline væk for altid.
Nyklipningens tilføjelser tydeliggør bl.a. diskussionen om den enkeltes udviklingsfrihed lige fra barnsben – et ’moderne’ tema i 1770’erne, men stadig aktuelt i filmens minimalistiske ’nutid’.
Og pointerer dermed særpræget ved netop denne trekant: ikke Johan imod Christian, men tre mennesker som i enighed vil være fri; men hindres af omgivelserne, hvis magt ville smuldre i takt med forandring.
Teatralsk og umoderne
Rykkes historien op til en slags nutid, er filmsproget til gengæld ejendommeligt umoderne.
Dialogen er stedvis teatralsk, mens scenografiens forenkling – grøn forsommerskov, goldt betonkontor, limousine i fart – bevidst retter fokus mod de indre dramaer.
Alle kompetent repræsenteret af Morten Hauch-Fausbøll (Christian), Kim Bodnia (Johan) og Christine Hermansen (Caroline), ildsjælen, der nu sikrer sin film endnu en fortjent chance.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
