Korea har udviklet sig til en af verdens mest vitale filmnationer, og Kim Ki-duk er en af koreansk films mest interessante instruktører. Hvilket et dansk biografpublikum nu heldigvis får lov til at konstatere ved selvsyn, idet to af Ki-duks film nu får danmarkspremiere. Inden premieren på den absolut moderne 'Bin-jip' ('Tomme huse') fra 2004, der kan ses som en højst original koreansk hilsen til ånden fra den franske nouvelle vague, gælder det 'Forår, sommer, efterår, vinter ... og forår' fra 2003. Kim Ki-duk har med film som 'The Isle' og 'Samaritan Girl' skabt sig et navn som en ofte chokerende og provokerende filmskaber. Men 'Forår, sommer, efterår, vinter ... og forår' er tilsyneladende det stik modsatte af en chok-effekt. En tyst, tavs og naturskøn meditation over livets cyklus. Hvor det dramatiske indbrud nærmest har karakter af et zenbuddhistisk koan, der giver tankespringet sit sæt. En strategi, der på sin egen stille måde, og uden at bryde den grundlæggende tanke om harmoni, viser sig at rumme så rigeligt med dramatik og sprængstof. Det er et lille mesterværk, der på iøjnefaldende facon fremhæver nogle af de særegne traditionelle kvaliteter ved østasiatisk filmkunst. Spændingen opstår så at sige inden for billedrammens harmoni snarere end den piskes frem af konfrontationer. Fortællingen består af fire og et halvt »kapitel«. Alle udspiller sig samme sted. På en stille sø i en isoleret dal flyder et tempel på en ø af træ. Her bor en gammel munk og en lille dreng. I første fortælling morer drengen sig med at binde sten fast med snore i en fisk, en frø og en slange. Da munken opdager det, binder han en sten fast på ryggen af drengen, og fortæller ham, at hvis dyrene dør, vil han bære rundt på deres død resten af livet. I den anden fortælling er drengen blevet en yngling. En ung, syg pige kommer til templet for at blive helbredt for sin mystiske sygdom. Der opstår en attraktion bag munkens ryg. De to unge bliver erotisk opslugt af hinanden. Hun bliver helbredt. Som munken konstaterer: »Så har det været den rigtige medicin!«. Men attraktionen viser sig, som i en noir-film, at få fatale konsekvenser. Barn, yngling, manddom, alderdom ... barn igen. Livets hjul løber i sagens natur på trods af al dramatik grundlæggende forudsigeligt. Og alligevel er intet forudsigeligt i dette drama om karma. En film der som et billeddigt næsten uden ord fortæller om menneskelivet, om et tidløst opgør mellem det himmelske og det jordiske, sjælen og kødet, pistolen og bedemøllen. Det er en film, hvor hver eneste scene, hvert eneste billede synes skabt med harmoni og skønhed for øje. Vel at mærke en harmoni og en skønhed, der aldrig udelukker det grumme og det kaotiske. Harmoni er ikke idyl. Harmoni er en ligevægt. I livet og i billedet. I det svingende og uregerlige naturtalent Kim Ki-duks produktion, er 'Forår, sommer, efterår, vinter ... og forår' hans mesterstykke hidtil.