En gammel gedehyrde med en træt, tør hoste slæber sig gennem dage på udkanten af en enkel landsbytilværelse med dyr, jævn kost og vand iblandet noget kirkestøv, som siges at have magiske kræfter.
Sådan tager den italienske film ’Le Quattro Volte’ fra Calabrias bjergegne sin begyndelse.
Hvad der herefter sker, er tilsyneladende ikke det voldsomme i Michelangelo Frammartinos film. Manden dør og bæres ud af sin beskedne bolig. Et nyt kid kommer til verden i hjorden, men kan ikke følge med de andre geder og må slå sig ned for natten under et fyrretræ.
Året efter fældes træet og spiller en rolle ved en lokalfest, hvorefter det saves op til brænde. Det er i nuancerne i det skete og i billedernes dybde, at Frammartinos film vederkvæger sindet – hvis tålmodigheden holder, for den sættes på prøve.
Ingen grande finale
’Le Quattro Volte’ har modtaget flere priser. Den vendte hjem fra Cannes i 2010 med en Special Jury Award og blev begavet med hovedprisen ved CPH:DOX i slutningen af 2010. Negativ publikumskritik er den dog også blevet modtaget med.
Nogle blandt publikum finder den overvurderet og mange minutter for lang. Den deler sine tilskuere med en dramaturgi, et tempo og nogle virkningsmidler, der befinder sig nogenlunde så langt som muligt fra de dokumentarfilm, som i disse år læner sig op ad fiktionsfilmens spilleregler.
Vist dør gedehyrden, og jo, der sker også noget med træstammen under den traditionsrige fest, før den skæres i stykker og tørres til trækul i en ovn dækket af strå og ler.
Men ’Le Quattro Volte’ munder ikke ud i en grande finale. I den film har alle dage vægtige punkter i det små og også i det langsomme.
Langsommeligheden er en pointe
Næsten tøvende er tempoet i den syditalienske landsby. Besværet udfører den hostende hyrde sit arbejde med hjorden. Forvirret søger gedekiddet sin flok på unge, sitrende ben, længe, længe inden det finder fred ved fyrretræet.
I ærbødig langsommelighed bæres den afdøde hyrde gennem byen, og i sindighed bygges tørreovnen, som siden splittes ad – stille og roligt.
Landsbyens og filmens alt andet end fortravlede gemyt er en pointe, der viser tidens lange, seje træk og formodentlig kan vække alt fra hvile og nysgerrighed til irritation hos publikum.
En aftentime foran fjernsynet i selskab med Søren Ryge Petersens analoge høstanemoner og stormaskede småsnak er up-tempo action i sammenligning med billederne af verden i ’Le Quattro Volte’.
Sort humor i detaljerne
Til forskel fra de fleste andre film er der heller ikke hverken dialoger, speak eller stemningsgivende underlægningsmusik i filmen. Lydsporet er hovedsagelig gnavende host, klimprende gedebjælder, glammende gadekøtere og knirkende vognhjul.
Her hverken tales eller råbes ret meget. Ting gøres, og tiden går. Uafvendeligt. Nogen dør, nogen fødes.
Træ bliver til kul, og kul bliver til brænde i en tilværelsens cyklus, som kan lede tanker i retning af mytisk åndrigdom og reinkarnation, men i så fald gør det i tavshed og med naturens liv – herunder menneskene – som spiritualitetens konkrete, organiske grundmateriale.
Lyder det sort? Det er i hvert fald en ufattelig smuk film med en helt særegen sort humor i de små detaljer.
fortsæt med at læse
