I juni 2010 interviewer den tyske filminstruktør Werner Herzog den 28-årige Michael Perry på dødsgangen i Huntsville-fængslet i Texas.
Perry står foran at skulle henrettes otte dage senere. Ti år efter at Perry sammen med en anden teenager, Jason Burkett, blev dømt for et tredobbelt mord. Mordene, som den ikke alt for kvikke Michael Perry benægter at have begået, har han tidligere tilstået.
Beviserne er overvældende. Det eneste, der kan være tvivl om, er, hvem af de to der gjorde hvad hvornår.
Men nu benægter Perry trods bevisbyrden. Han hævder at være offer for en sammensværgelse. Anger synes ikke at spille nogen stor rolle.
Herzog og Perry taler om skyld og straf, om livet og døden. Herzog erklærer sig imod dødsstraf med det mest enkle og overbevisende argument: »Jeg behøver ikke kunne lide dig, men du er et menneske, og intet menneske fortjener at blive dræbt«.
Morbidt nysgerrig undersøgelse af dødsstraf
’Ned i afgrunden’ er en film om dødsstraf, men typisk for Werner Herzog er emnet på en gang frit og stramt defineret. Det er en åben og næsten morbidt nysgerrig undersøgelse af dødsstraffens baggrund og modus operandi.
Når det handler om dødsstraf, handler det også om en begået forbrydelse, og ’Ned i afgrunden’ er alt andet end en rørstrømsk plæderen for at afskaffe dødsstraffen.
Tværtimod er den et nøgternt og stærkt dokument om følelserne bag dødsstraffen, men også om, hvad mord og dødsstraf gør ved alle de involverede. ’Ned i afgrunden’ bliver en film om dødsstødet over for livsgnisten, voldsom død kontra livets hellighed.
En beundringsværdig interviewer
Det er så til gengæld også det eneste hellige i en film, hvor Guds fravær spiller en slags hovedrolle i et texansk skæbnedrama, der bedst kan beskrives som Truman Capotes ’Med koldt blod’ udsat for en dokumentarisk-fænomenologisk undersøgelse.
Med sin læspende tyske accent lyder Herzog som en parodi på Djævlens advokat, men faktisk er han en beundringsværdig interviewer, der stiller alle de rigtige, fordomsfri og svære spørgsmål til en række hårdt prøvede mennesker.
Hans instinkt for at trykke på skjulte knapper i det mildeste toneleje er forbløffende. Det sker med spørgsmål, som kvalificerer undersøgelsen, snarere end de søger kontante svar.
Små og store afgrunde
Herzog gør, hvad han altid gør: vælger et blødt punkt og graver sig ind i menneskelivets verden. Hvad han finder dernede i små og store afgrunde, er, hvad han viser frem. Så må vi selv blive klogere. Hvis vi da synes, dét er en pointe.
I periferien finder vi to centrale aktører i selve henrettelsesprocessen. Den golfglade fængselspræst, som hver gang står ved siden af båren og trøsterigt holder om den fastspændte døendes ene ankel.
Den anden er fængselsbetjenten, som har været ansvarlig for at henrette over 120 mennesker. Præsten bliver interviewet foran en skov af navnløse, skjoldede kors kun pyntet med årstal og nummer. Som en mørk parodi på en heltekirkegård. En skurkekirkegård?
Statsdødens hjælpere
Begge mænd starter med nøgternt at berette om deres arbejde. Og så sprækker de. Stilfærdigt, men på langs og på tværs. I længden har de ikke kunnet holde til det.
At være ansat til at hjælpe ’statsdøden’ på vej. Det er, som om døden – de henrettede mænds død – har taget bolig i dem.
Præsten ender med at græde over et egern, han engang næsten kørte ned med sin golfbil, mens fængselsbetjenten, som for nogle år siden tog sin afsked efter sin første kvindelige henrettelse, selv om det kostede ham pensionen, er en rystet mand og erklæret modstander af dødsstraf.
En minutiøs gennemgang af den gamle forbrydelse ledsaget af en gammel politivideo er en hårrejsende affære. Jason Burkett (som slap med livstid) og Michael Perry havde fået øje på en lækker rød Chevrolet Camaro, som en ven kørte rundt i.
De skød vennens mor for at få Camaroen. Da de to 18-årige unge mænd havde dumpet hendes lig i en sø og vendte tilbage efter bilen, kunne de ikke komme ind i det lukkede velhavende boligområde.
Så lokkede de den myrdedes 16-årige søn og en kammerat i et baghold og myrdede dem for at få nøglen til porten. Tre uskyldige myrdet pga. en bil, der få år senere ville være en rustbunke.
Tre døde og mange kvæstede for livstid. Nemlig de pårørende. Der er kvinden, som mistede sin mor og sin bror. Der er fyren, som mistede sin lillebror og bedste ven. I fængslet sidder de skyldige, der var to 18-årige skidtknægte, da de skød.
Social arv
Begge drenge havde dårlige kort på hånden. Kom fra et elendigt white trash-miljø præget af alkoholisme, vold og fattigdom. Jason Burketts far, Delbert, havde under hele sønnens opvækst travlt med at tage stoffer og være i fængsel. Jason, hans mor og tre søskende måtte leve af en invalidepension og madkuponer.
På det tidspunkt filmen udspiller sig, sidder både Jason, hans far og hans bror i fængsel uden megen udsigt til nogensinde at komme ud i frihed igen.
Så, jo, den sociale arv er en del af forklaringen på en rystende blodig forbrydelse. De fattige i den lille texanske by Conroe har ikke udsigt til meget andet end vold og elendighed. Bortset fra udsigten til det fede liv bag hegnet i de velhavendes befæstede og bevogtede gated communities.
SE TRAILER
Der er smerte nok til alle
At en forbrydelse ikke kan undskyldes, betyder ikke, at den ikke i et vist omfang kan forklares, hvis oddsene er tilstrækkelig rådne.
Der er smerte nok til alle. Ofre og forbrydere. Pårørende til begge parter. Vidner. Medvirkende til henrettelserne. Alle sammen taler de om Gud. Som trods alt leverer dem en form for trøst, selv om ulykkerne er regnet ned over deres hoveder i en grad, så det næsten er ufatteligt for dem.
Werner Herzogs skepsis over for denne gud lader han kun indirekte skinne igennem i spørgsmålene i en film, som bedre end 50 normale debatprogrammer med pro & kontra formår at kvalificere debatten om dødsstraf på en uhyre tankevækkende måde.
Herzog er imod dødsstraf, men dokumenterer den ubeskrivelige følelse af lettelse, som en af de efterladte fortæller, hun følte, da hendes brors og mors morder omsider efter ti år blev ekspederet over i den næste verden. Hvad enten den nu findes eller ej.
Unik og vildt seværdig
At den dødsdømte bliver surret fast på en båre med sidegrene til armene, som i betænkelig grad får det statsautoriserede dødsleje til at ligne et kors, er en visuel ironi, der ikke er tabt på Werner Herzog.
Denne sælsomme og utrætteligt inspirerede filmskaber, der efterhånden næsten kun laver dokumentarfilm. Dokumentarfilm, som næsten alle uden undtagelse er temmelig unikke og vildt seværdige.
Det gælder i høj grad også ’Ned i afgrunden’, der hører til hans mest konkrete. Men ånden svæver over smertens vande. Om ikke andet Herzogs rastløst afsøgende ånd – hans hånd og øje.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
