Set med franske øjne er intet over og intet ved siden af fransk kogekunst.
Det er stadig Michelin-guiden, der uddeler stjernerne, men på det seneste er det stjernekokke fra Spanien og lille Danmark, der har taget teten med molekylære køkkenkunstner, nitrogen og nyt nordisk håndplukket revlkrat med tissemyreskum.
LÆS OGSÅ Moderigtige ædedolke spiser ramsløg og ukrudt
I USA har gastronomiske eksperter endevendt hver eneste elementarpartikel i råvarer og tilberedelse i et forsøg på at rive tæppet væk under kogekunstens mystik og myter.
Fransk kogekunsts agtværdige støttepiller fra Escoffier til Paul Bocuse er pludselig bare så gammeldags. Madtemplet vakler, så gryden med boeuf bourgignon truer med at vælte.
Kejserens Nye Molekylærkøkken
Det er denne kulinariske kulturrevolution, hvor kokken bliver udråbt til billedkunstner med baggrund i den lille kemiker og et bifag i æstetisk filosofi, der udgør den muntre baggrund for Daniel Cohens uhøjtidelige kokkekomedie.
’Kokken’ er en film, hvor den nye køkkenbølge udstilles som Kejserens Nye Klæder pyntet op med selvlysende radisemousse og et obligatorisk skud nitrogen.
For mange kokke fordærver maden, siger man jo. Det er nu ikke tilfældet i ’Kokken’. Her handler det snarere om, at to kokke er mere end rigeligt til at sikre krig på kniven i et køkken.
Den erfarne chef og det unge talent
Jean Reno spiller den aldrende mesterkok Alexandre Lagarde.
Han er mesteren i køkkenet på restaurant Cargo Lagarde, hvor han i 16 år har sikret og fastholdt sine tre stjerner. Men Alexandre repræsenterer fransk køkkens old school og er ikke just modtagelig for nye impulser. Da det også er begyndt at knibe med ideerne, er han sårbar, da restaurantens ejere vil have nye elBulli-boller på consommeen.
Den herhjemme ret ukendte komiker Michäel Youn spiller Jacky Bonnot. Den troskyldige hidsigprop Jacky er mindst lige så dedikeret en kok som Lagarde.
Hans problem er bare, at han gløder så hedt for kogekunsten, at han gang på gang ryger ud på røv og albuer fra sine kortvarige ansættelsesforhold på de mere ydmyge etablissementer, han som autodidakt kok kan få job. Det er bare brovtende folk, der nægter at opgive deres støvlesål med pomfritter i frokostpausen til fordel for græskarsuppe med kanel og karamelliserede kammuslinger.
Og Jackys kone er højgravid og træt af at suge på labben, fordi Jacky konstant bliver fyret.
Kokkehue på folkekomedien
Alexandre har erfaringen og positionen. Jacky har talentet og gåpåmodet.
Måske kan de to kokkererende krudtugler tilsammen tage kampen op imod det almægtige molekylærkøkken og storkapitalen?
’Kokken’ er med andre ord en typisk fransk folkekomedie, bare med kokkehue på. Hvilket slet ikke er så ringe. For det første er kogekunsten rent faktisk et emne, mange brænder for i Frankrig såvel som i Danmark.
For det andet er Frankrig faktisk et af de lande, hvor man stadig dyrker den folkelige komedie med engagement, talent og ikke mindst den nødvendige succes.
Ikke mere end velsmagende
Man skal nok interessere sig lidt for mad og kogekunst for helt at kunne sætte pris på Daniel Cohens anretning.
På den anden side er den også så jævn i sit sprog og filmsprog, at man ikke behøver have adgang til kringlet ekspertise. Som folkekomedie må ’Kokken’ nødvendigvis lægge sit lod i vægtskålen imod snobberi og hysterisk gastro-dekadence. På den anden side er klassisk fransk kogekunst jo mildest talt ikke selv uden elementer af snobberi.
Så der kan drilles til begge sider, og selv om denne franske film med hævntørstig vellyst gør sig lystig over en catalansk kogekemiker, så gør den, hvad den kan, for at gøre alle glade og lande salomonisk i køkkenduellen mellem klassicisme og postmodernitet. Længe leve det franske køkken. Men gerne moderniseret.
Måske skader det ikke med lidt skum og sjove dyr. Så længe lammekøllen med rosmarin ikke ender som en lille gennemsigtig terning lammekølleatomer i gelé.
LÆS ANMELDELSE Fransk film-godbid stiller ikke helt sulten
For godt et halvt år siden var der dansk premiere på den franske ’Anonyme romantikere’, der var en romantisk komedie med chokoladeovertræk.
’Kokken’ er en nær slægtning, men er i højere grad en renlivet komedie med appetit på hele menuen. Stor (koge)kunst er det ikke, men munter, velsmagende og egentlig også til tiden, må man sige.
fortsæt med at læse
