Den sorte humor om menneskers afmagt over for hinanden er ikke just sjælden på film længere, og slet ikke i de ny rumænske film.

Det lykkes kun glimtvis i dette tilløb til en sort komedie, der løber af sporet og ender ... bare sort.

Denne Tycho Brahes-dag begynder ellers solrigt for tandlægen Marius, midt i trediverne og fraskilt far til femårige Sofia, som han kun sjældent får lov at se. Fornøjet vil han hente sin datter, de skal til stranden.

Skilmisseramt
Den lille glæder sig, men ekskonen er ikke hjemme, og mormor og den ny kæreste vil ikke lade Marius og datteren tage af sted: Sofia havde feber i går, vent lige, til hendes mor kommer hjem – det kan ikke vare længe.

Marius måtte allerede skændes med sin far for at låne hans bil, og nu daler humøret. Er pigens feber bare et påskud, fordi moderen ikke under ham samværet med den lille?

Da han ikke vil vente mere, prøver den ny kæreste at spærre udgangen; oven i dét klammeri kommer moderen hjem med sine anklager om vold; og så knækker filmen for Marius: En fridag for far og datter forvandles til beskyldninger og bitre sandheder, håndgemæng og gidseldrama i familiens skød, belejret af politi og naboer!

Kun alt for velkendt

Konfliktens enkelte roller er kun alt for velkendte, og der er ægte liv i hver en scene: Gode miner er sprængfarlige.

Men kaos løber af med troværdigheden, og helheden kikser.

Glemt er galgenhumoren, og den femårige – stridens lovlig barnesøde æble – overses nærmest, mens hendes verden splintres.

Og så kan Radu Jude ikke finde ud af at slutte andet sted end helt oppe i en håbløs spids.