Tusmørket breder sig i teenagehyblerne (og -hjernerne?) i disse år, stimuleret af bl.a. ’Twilight’-bøgernes og -filmenes succes.
Her færdes vampyrer side om side med diverse ’udøde’, mens rigtigt afdøde til gengæld udtaler sig gennem nulevende medier, om nødvendigt via kaffegrums og hønsefødder, og selvforskyldte forbandelser nedarves gennem seklers slægtled.
I en bornert sydstatsflække
Således også i denne omgang ung kærlighed på gamle flasker: Ethan i den bornerte sydstatsflække Gatlin drømmer om at komme på college rigtig langt væk derfra. Indtil der kommer en ny pige i klassen: Lena er niece af byens fjerne, mystiske godsejer Ravenwood, ude i det forfaldne palads bag gitterlågen og slyngplanterne.
Og når hun bliver drillet nok – af Ethans hidtidige veninde, en fundamentalistkristen gås, der netop ikke kan mere end sit fadervor – kan Lena smadre alle skolens ruder ved tankens kraft! Hun er caster, filmens ord for heks.
Lena og Ethan, der begge er moderløse, læser de frække, lokalt forbudte forfattere sammen, mens Mørkets og Lysets kræfter kæmper om at få herredømmet over hende, så snart hun fylder 16.
Pølsesnak savner logik
Hvor luskede mørkets kræfter er, ses af, at deres førsteheks har taget bolig i byens mest missionske harpe, moderen til Ethans bedste ven.
Til gengæld har Ethans sorte hushjælp bijob som lokal bibliotekar og – viser det sig – vogter af gamle voodoo-hemmeligheder fra borgerkrigens tid, som også onkel Ravenwood kender.
Pølsesnakken savner logik eller bare sine egne konsekvente regler, og instruktørens eget manus er baseret på fire romaner, så fortsættelser truer. Han kunne i det mindste have besluttet sig for, om filmen skulle punktere al den sydstats-mumbo-jumbo – eller gå ind for den.
Den gør begge dele.
Så overbevisende som Morten Korch
Eller besluttet, om Jeremy Irons' onkel Ravenwood skulle være diabolsk aristokrat eller bare den selvsmagende ufrivillige parodi, vi nu oplever.
Irons er oven i købet – ligesom Emma Thompson i rollen som den lumske heks i kristne fåreklæder – sat til at dræve sydstatsdialekt omtrent så overbevisende som Peter Malbergs syydsjellaaarndske i de gamle Morten Korch-film.
Kan de to skingre klicheer virkelig nogensinde have vundet hver sin Oscar?!
Rodebutik af effekter
Til alt held spiller Alden Ehrenreich og Alice Englert faktisk mere virkelighedsnært som de to unge. I en historie med hoved og hale ville de ligefrem have været en fornøjelse.
Nu er de altså i stedet indlagt i en rodebutik af spekulationseffekter, lige fra voodoo-møder i sumpene til en himmel med fem lyn på én gang.
Lidet hjælper det de to at læse gudsforgående drukmåse som Kurt Vonnegut og Charles Bukowski, når instruktøren sylter dem ind snotforvirret efterabning af gammelt gods som Nathanael Hawthorne (’The Scarlet Letter’) og den øvrige amerikanske senromantik.
fortsæt med at læse
