På en terrasse uden for en lille lejlighed i Bhutans hovedstad, Thimphu – og med Himalaya som næsten surrealistisk smuk kulisse – træner 19-årige Dechen sin stemme inden næste udgave af sit lands svar på ’X Factor’.
At blive popsanger er en drøm for Dechen. Og drømme om at blive hørt og set og om at skinne som en stjerne har hun i et omfang, hendes mor og hendes bedstemødre ikke skænkede tanker eller ikke turde gennemføre.
Forskellen mellem generationerne af kvinder fornemmes som stor blandt de kvindelige hovedpersoner i den nye danskbhutanske dokumentar ’She Sings’.
Unikum fra et lukket land
Grundlæggende følelser og familiebånd deler de nu på godt og på ondt, og på mange måder virker kvinderne her ikke forskellige fra kvinder andre steder.
I hvert fald er det ikke væsensforskellene mellem kvinder i Bhutan og eksempelvis Danmark, der er fremhævet i filmen, som er instrueret af den franskfødte danske dokumentarist Caroline Sascha Cogez i samarbejde med bhutanske Dechen Roeder.
At filmens hovedperson og den ene af instruktørerne begge hedder Dechen er i øvrigt et tilfælde – Dechen er simpelthen et almindeligt bhutansk navn.
Til gengæld er film fra det – indtil for få år siden – så lukkede land Bhutan stadig en sjældenhed. Eksperimenterende dokumentarfilm om bhutanske kvinder delvis skabt af en instruktør fra Bhutan er faktisk intet mindre end et unikum. ’She Sings’ er den første.
Og uden at bruge ofte anvendte fortælletekniske greb som informerende kommentarer, instruktørernes egne oplevelser af projektet eller opsatte interviewsituationer lykkes det at vise ganske meget om dette mediemæssigt stadig underbelyste lands nutid og baggrund.
Hvordan kan det gå?
I forløb vekslende mellem kun løsere redigerede scener og medfortællende langsomme nærbilleder giver ’She Sings’ plads og tid til at lade de medvirkende udtrykke sig rummeligt i ord og bevægelser, der indfanger Dechens søgen efter at forstå, hvem hun er, og hvem hendes mor og bedstemødre har været.
Dechen har talent.
Kan hun bruge det, og vil nogen sætte pris på hende? Eller kan det gå hende, som det gik en særlig sanselig og betydningsfuld bedstemor, der lod sine talenter bedøve af druk?
Unødvendig glasur
Hverken Dechens egen eller formødrenes historier beskæres og strammes, så konklusioner trækkes for entydigt op.
Indimellem dvæles en anelse for længe ved et specielt iscenesat lys på en blomstrende kaktus, et par pigefødder i en knaldrød plastikspand eller ryggen af en abe i fantasifuldt blåt skær. Men det er netop kun sekundbrøkdele for langtrukne billeder, som gør, at den poetiske æstetik er på nippet til at virke som mani. Uden at det sker.
Cogez og Roeders billedvisioner digter med, og tager de fokus fra noget konkret, virker de omvendt ofte direkte betagende i deres abstrakte sprog.
Den vestlige klassiske underlægningsmusik i filmens slutning er unødvendig glasur, men inden da har filmen givet et nuanceret og fordomsfrit indblik i et gryende kvindeliv i et fascinerende land, der stadig fortælles så få historier fra.
fortsæt med at læse
