Trods alle de tv-genrer, der for tiden hedder 'doku', er det ikke mit indtryk, at dokumentarfilmens klassiske dyder står i særlig høj kurs på markedet for levende billeder. Altså kamerajagten på oplysninger, genfortalt på en måde der fængsler. Michael Moores eksempel er på dén måde snarere undtagelsen end reglen, for han har sit eget felttog kørende for rehabilitering af dokumentarfilmen. 'Bowling for Columbine' er polemisk uden at være selvtilstrækkelig, vittig uden at være kynisk, spørgende uden at have svar på det hele. Og komponeret af en dreven fortæller, så svaret på det første uskyldige spørgsmål leder videre til det næste og mere frygtindgydende. To stive timers intens kredsen om kernespørgsmålet: Hvorfor myrder USA's indbyggere langt flere af hinanden pr. år med skydevåben end noget andet folkeslag, der ikke er i borgerkrig? Titlen sætter af i begivenhederne på Columbine High School i Littleton, Colorado, 20. april 1999. Skoleeleverne Eric Harris og Dylan Klebold bowlede med deres klasse den morgen, før de med automatiske skydevåben dræbte 12 elever og en lærer, og sårede omkring 140 skolekammerater. Samme dag, noteres det i forbifarten, lod præsident Clinton i øvrigt en større bomberegn falde over Serbien. Dén oplysning ekkoer stadig, da rocksangeren Marilyn Manson senere konfronteres med beskyldningerne om med sin musik og tekst at have inspireret de to forstyrrede knægte til massakren, og svarer: Hvorfor er der ingen, der opfatter præsidenten som deres rollemodel? Moore brugte allerede sin enkle teknik - konfrontationen foran kameraet, med ham selv som den overvægtige, dårligt klædte og tudegrimme udspørger, en moderne, sandheds- og fædrelandskærlig Sokrates - i gennembrudsfilmen 'Roger And Me' fra 1989, hvor emnet var General Motors-koncernens sociale og økonomiske ødelæggelse af hans egen hjemby og -egn i Michigan. Dértil vender han nu tilbage, for under filmoptagelserne indtraf endnu et mord. En dreng fra byen Flint skød sin klassekammerat, en sagesløs pige. Både morder og offer var kun seks år gamle. Omkring de to tragedier breder Moores spørgsmål sig som ringe i vandet. Hvis nu patroner havde været sværere at få fat i, hvad så? En stand-up-komiker anskueliggør vittigt virkningen af en patronpris på 5.000 dollar i stedet for 17 cents: »Jeg myrder dig ... hvis jeg får sparet sammen til det!«. Moore selv slæber to overlevende Columbineofre med til butikscentret, hvor patronerne blev købt - og gudhjælpemig om ikke centret lover at ophøre med at sælge ammunition! Moore selv bliver målløs. Derimod ikke ved mødet med Charlton Heston. Manden fra 'Ben Hur' og 'Abernes Planet' talte, få dage efter mordene, ved National Rifle Associations konferencer, i både Littleton og Flint, varmt for privatpersoners ret - ja, samfundspligt! - til at eje skydevåben. Men da han ved privatpoolen i Hollywood bliver spurgt ud, er det Heston, der mangler svar. Moore efterprøver én for én de gængse forklaringer på trigger-happy adfærd: Jo, det er nemmere at skaffe sig våben og ammunition end i f.eks. Danmark. Moore åbner en konto i en bank, og i overensstemmelse med reklamerne forærer banken ham fluks et gevær som bonus; der ligger 500 skydevåben i udvalg på hylderne - i en bank! Men f.eks. Canada har samme mængde skydevåben i forhold til husstande som nabolandet syd for grænsen, og alligevel kun en tiendedel af de godt 11.000 mord pr. år, som i USA skyldes skydevåben. Skyldes det underholdningsvold? Dén ser vi andre jo også. Uvidenhed? Moore besøger bl.a. den frikendte bror til en af bombemændene fra Oklahoma City, skingrende paranoid!Fattigdom? De fleste af USA's kvarte milliard skydevåben ligger i den hvide middelklasses velbeskyttede hjem. Det nærmeste Moore kommer et svar er frygt. Stadig voksende, delvis paranoisk angst. Næppe skabt, men stimuleret af medierne, hvor mord eksponeres 600 procent mere end for få år siden, selv om antallet af mord på samme tid er faldet med 20 procent! Skuddene på Columbine rystede nationen, fordi de holdt et spejl op foran den kollektive virkelighedsforståelse. Problemer? Så skyd! 'Bowling for Columbine' er hverken stor dramatik, poesi eller billedkunst, men fastholder netop dét spejlbillede med mesterligt filmjournalistisk håndværk.