Alle ritualets klicheer er kørt i stilling, da fem unge mennesker på vej til en fjernt beliggende hytte møder en mildest talt skummel type på en tilsyneladende forladt benzintank. Vend nu om, ungdom! Hvilket ungdommen selvfølgelig ikke gør.
Hverken den frække pige, den søde pige, den flotte fyr, den kloge fyr eller gruppens omtågede pothoved. Da de ankommer til hytten, er der sex i luften og mærkelige ting i kælderen, der er mere klam, end kældre er flest. Uha.
For hvor der er sex i luften og mødom i laser, er der også død i disse film om frygtløst flirtende unge mennesker, der skal slagtes på Hollywoodgudens alter til almindelig beroligelse for de sidste parodiske rester af en offentlig moral.
LÆS OGSÅ Guide: Filmfestival drager ud af biograferne
Den totale genresammenblanding
Spillet kan tage sin begyndelse, og da det viser sig, at det ikke er kartofler, men zombier, der vokser i køkkenhaven, ligner ’The Cabin In The Woods’ i begyndelsen en typisk hyldest til zombie- og skrækfilmsguruer som George A. Romero, Sam Raimi og Wes Craven.
Men de senere års eksplosive udvikling af computereffekter har reelt betydet en total genresammenblanding, hvor kun fantasien sætter grænser og kun nødig gør det.
Læg dertil, at instruktøren Drew Goddard og produceren Joss Whedon, som sammen har skrevet manuskriptet, har en fælles fortid på serien ’Buffy The Vampire Slayer’ og man forstår, hvorfor det viser sig, at ungdomsgyseren ’The Cabin In The Woods’ snart jonglerer med elementer fra ironisk horror, blodig zombiefilm, syret sci-fi, reality tv og noget meget større og værre.
Selvfølgelig med tonsvis af citater, som det sig hør og bør, når horror-nørderne overtager filmanstalten.
Det spekulære scenario lykkes ikke helt
Forestillingen om, at bloddryppende skrækfilm har en katarsisk effekt og et element af besværgende ritual, bliver ført i en ny retning.
’The Cabin In The Woods’ har med andre en god portion af den uforudsigelighed, som ellers mangler i så mange skrækfilm.
Meget af det, der sker, er regulært overraskende, efterhånden som filmen udvikler sig til en stadig mere syret og ironisk monsterfest.
LÆS OGSÅ Festival forbyder bøssezombieporno
Imidlertid er alt dette gode også næsten for meget af det gode. Netop fordi filmen ikke nøjes med at gradbøje genrereglerne, men samtidig blæser højt og flot på dem, bliver det småt med den maveknugende spænding.
Balancegangen mellem klam uhygge, en ironisk joke og et stadig mere spektakulært scenario lykkes ikke helt for Goddard & Whedon. Men inden det til sidst ender helt ude i hampen, er det snarere de ironiske replikker end de stadig mere vilde effekter, der underholder i dette absolut alternative overgearede horror-tivoli.
fortsæt med at læse
