David Russell er et af halvfemsernes få store filmtalenter, en besynderlig mand med besynderlige idéer, som med års mellemrum udmønter sig i besynderlige film. Hans 'Three kings' fra 1999 er på mange måder et mesterværk, hans nyeste forsøg 'I Love Huckabees' er sær, anstrengende, uvittig og tung, trods et højt opskruet tempo og en glimrende klipning. Den kaldes en komedie, men er en labyrint af spørgsmål, som ikke besvares, men fremsættes i en mani, der minder om stofindtagerens inspiration snarere end om den eksistentielle debat, som er filmens tema. Hans hovedsynspunkt er, at du ikke kan tale om eksistensen - den er. Lidelsesfuld, tilfældig, foregrebet fra barndommen, opløst i det moderne samfunds praktikker, som er rædselsfulde. Hovedpersonen er afrikaneren fra Sudan, en høj flygtning, som Albert Markovski (Jason Schwarzman) har set nogle tilfældige gange. Afrikaneren (Afrika!) er essensen af det kulturelle overforbrug og den vestlige imperialismes skadelige struktur, som er indeholdt i firmaet Huckabees' verdensomspændende kompleks af marketing, reklame, biler, hæslighed og penge - idet firmaet dog også sponsorerer miljø & økologi, som en lille del af det verdensomspændende humbug og bedrag. Albert er miljøaktivist og digter, men på kant med kulturen i Huckabees. Derfor opsøger han terapeuterne Bernard og Vivan Jaffe (Dustin Hoffman, Lili Tomlin) for at finde ud af sit liv og komme ud på den anden side af jeg'et, som generer ham. Jaffe-ægteparret holder opsyn med ham, men står snart med flere klienter: først og fremmest den smarte charmør fra firmaet, Brad Strand (Jude Law), som er Alberts modsætning og fjende. Brad Strand har en veninde, Dawn (Naomi Watts), som længe er selve den sexede Miss Huckabees - indtil hun får en åbenbaring fra familien Jaffe og bliver til en posedame i kysehat. Hvem kan nu elske hende? Det kan brandmanden Tommy (Mark Wahlberg), som repræsenterer alle David Russells plusværdier: selvstændig, spørgende, stædig, innovativt prøvende, og så - nota bene - cyklist. Alt det cykleri i filmen, som symbol på en mere ærlig samværsform kan forekomme danskerne en smule komisk, men man skal huske at filmen er amerikansk. Brandmanden er også benzinfikseret og regner med at Jimmy Carter - hvis han altså var præsident i dag - ville have indført den elektriske bil. Hvad sker der? Handlingen opløses i optrin, som ikke alle sammen er uefne, selv om de fleste af dem er. Afrikaneren, som er på kanten af det patetiske, bliver for tilskueren reddet ved synet af hans selvretfærdige, konservative familie. Den franske terapeut Catrine Vauban (Isabelle Huppert) dukker op med alternative livsteorier, som hun praktiserer på Albert - en af de vigtigste er sex, som er lidelse og lyst. Til sidst sidder Albert og brandmanden tilbage på deres sten i skoven, efter at de har bange't balloner i hinandens pander og (dermed!) lært, at liver er - skov og mose og eksistens, samt det almindelige misbrug af eksistensen. Mange af Russells teorier er nihilistiske og tømmer sig ud i en dyrkelse af fornedrelse og glæde ved begrebet om tværtimod. Jude Law er særlig udsat. Charmerende fyr? Tværtimod! Sex som glæde? Jo-e, men først sex som mudderbad, tilsmudsning, nedprioritering, før den egentlige glæde kan begynde. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke sessioner Russell må have haft med sine - i øvrigt udmærkede skuespillere - før filmen begyndte. Her er en auteur (rædsomt ord!) i gang, vogt jer, eller elsk ham. Jeg ved godt, hvad jeg gør.