I forvejen kan det være vanskeligt nok at være teenager.
For 14-årige Mie og 15-årige Egor i Katrine Philps dokumentarfilm ’Dans for mig’ er det så yderligere behæftet med en række både glædesskabende og svære udfordringer.
Egor fra Rusland og Mie fra Danmark deler en drøm om at blive særligt højt agtede inden for standarddansenes krævende discipliner.
Da ingen af dem i 2011 har partnere, flytter Egor ind hos Mie og hendes familie i Hørsholm, og sammen begynder de at træne. Han er enebarnet, der har forladt sin mor, sine kammerater, sin skole, sit sprog, sit land og sit hjem.
Hun er enebarnet, der nu skal dele meget af det, hun plejer at have for sig selv hjemme hos faderen, der kører taxa, og moderen, der er en dedikeret og ambitiøs manager for det unge par.
Støtter de unges drøm
Både Egor og Mie ønsker brændende at træne sig til at vinde medaljer i både ind- og udland. Iklædt tung makeup, tyl og skarptskårne skuldersnit, som sportsgrenen kræver det.
Men sprogligt, kulturelt og personligt er de så forskellige, at de ikke blot skal lære alle de svære trin – de skal også finde ud at omgås, som var de et tæt forbundet søskendepar.
Hvad det indebærer, og hvordan det går, mens ’Dans for mig’ foregår, fortælles nænsomt og med stor forståelse for både dans og ungdom af den forhenværende danser og nuværende instruktør Katrine Philp.
Hendes nære kendskab til begge dele mærkes i filmens respekt for Egors og Mies ambitioner og personlige grænser.
Som instruktør er hun observatør. Hun snarere støtter de unges drøm end opsøger konflikter imellem den.
Problemerne skinner af og til igennem. Oftest som stemninger udtrykt mere i kropslige bevægelser end i ord. I konkurrencesituationer er det tydeligt, at Egor er stresset, og at Mie er mere harmonisk.
Glæden folder sig ud
Dramaturgisk og billedmæssigt er ’Dans for mig’ en ganske traditionel fortælling med nederlag, sejre og alt det i virkeligheden allervigtigste ind imellem.
Det særlige ved filmen er den vellykkede visning af Egors og Mies tydelige talenter og forskellige baggrunde.
Uvilkårligt lever man sig ind i deres udtryksfulde kroppe, deres forsøg på at vokse sammen som dansende par og deres håb om at vinde de store konkurrencer.
Man er vidne til en imponerende ihærdighed i et ungt, konkurrencepræget miljø, hvor sindet er lige så meget på prøve som kroppen. Og man ser glæden folde sig ud, når trinene og kontakten mellem dem lykkes.
Tænk sig at kunne danse sådan!
fortsæt med at læse
