Hvis man kender mig bare lidt, så ved man, hvad det der far-søn-tema betyder for mig, og hvor gerne jeg vil beskrive det«.
Det er anden gang over få dage, jeg er sammen med Michael Noer, og slet ikke første gang, han nævner sin far, enten direkte eller lidt omskrevet. Eller sin egen status som søn.
De andre gange har jeg været den, der driblede udenom, måske i misforstået respekt for instruktørens ubestikkelige faglighed, en fejlagtig indforståelse af, at kunst aldrig kan oversættes 1:1 til kunstnerens privatliv. At kunst lever i sit eget rum, og at ophavsmanden bare er et medie.
Men så enkelt synes det ikke at være. Yeats skrev som afslutning på digtet 'Among School Children': »How can we know the dancer from the dance?«.
Faderen i Michael Noers nye film, 'Nordvest', udmærker sig ved sit fravær.
LÆS ANMELDELSE
Han er der ikke, han nævnes ikke, men lige lidt hjælper det: Det eneste, der sætter hans fravær i skyggen, er hans nærvær. Som ånd. Som den guidende hånd, der ikke er der, og som hans to sønner i den grad har brug for på dette kritiske tidspunkt i deres liv.
Men så er det jo heldigt, at de har rockeren Bjørn!
Bjørn er selv ensom og har nogle livslektioner, han gerne vil dele ud af. En muskelhund og en brutalt, hjernetomt brød af en rockerrekrut er hans eneste selskab. Og det er ikke nok i længden.
Nordvest og Nordic Noir
Ingen i kongeriget er, efter at 'Nordvest' åbnede CPH PIX-festivalen for godt en uge siden, i tvivl om, hvad 'Nordvest' er for en fætter.
Det er den der med teenagebrødrene, der befinder sig som lus mellem minimum to negle, rockere og indvandrere, i Københavns Nordvestkvarter. Det er den, hvor kuglerne pifter om ørerne, som var det den skinbarlige virkelighed i netop Nordvest i maj 2013.
Det er det for så vidt også. Michael Noer er uddannet dokumentarist fra Filmskolen, og han sammenligner mit og sit arbejde, i hvert fald i de indledende faser af forberedelsen til en film:
Jeg har min blok med ud til ham - han har sin med ud til Nordvest, hvor han gennem de autentiske fanger, han mødte under arbejdet på fængselsfilmen 'R', kom til at møde autentiske nordvestbeboere.
LÆS OGSÅ
»Nordic Noir er jo en vældig populær bølge lige nu«, siger Noer og griner med en slet skjult henvisning til tidens kultiveret dystopiske skandinaviske krimier, »de der forfattere, der har siddet oppe i et sommerhus og fundet på ... et eller andet«.
Han griner igen og kan godt selv høre, at han lyder lidt hellig. For skulle det måske gøre ham særlig virkelighedstro, at han faktisk lånte en lejlighed i Nordvest, hvor han og de to brødre boede i 14 dage?
Familien fra Bryggen
Første gang, vi mødes, Noer og jeg, er hos Nordisk Film, en lille smørklat mellem Roskildevej og Valby Langgade, og næste gang sidder vi og prøver at overdøve mælkeskummerens hvislen og hvæsen på Foodshop no. 26 ved Islands Brygge.
Ingen af stederne har den fjerneste lighed med noget som helst i Nordvest, og Michael Noers presseansvarlige har bedt, om ikke nok vi vil undlade at falde for fristelsen til at lægge interview og fotosession i Nordvest, hvor virkeligheden i den seneste tid har indhentet fiktionen og gjort Nordvest til et lidt usikkert område at færdes i.
Cafeen på Bryggen, ikke så langt fra Flæsketorvet i Kødbyen, hvor Noer har kontor, har den fordel, at Noer og kæresten bor lige om hjørnet, og om lidt kommer en mand og leverer deres nye køleskab.
Ja, ligefrem Nordvest kan man vel ikke ..., begynder jeg.
»Men rejs dig op, og kom med herhen«, siger han og hiver mig med til vinduet, der vender mod Langebro. »Derovre på hjørnet. Kan du se? Den der tattoo-shop? Derovre arbejder Linse Kessler? Du ved? Linse?«.
Jo, jeg ved Linse. Men ligefrem Nordvest?
Sådan er det bare. Nordvest er blevet no-go.
Mænd og rottefængere
'Nordvest' er en film om fædre og sønner, hvis man spørger Noer. Ikke som sådan en gangsterfilm.
»Hvem kan ikke lide at se en film med en mand og en pistol?«, spørger han retorisk, »men jeg havde lyst til at rejse længere ind i det univers, at beskrive det noget mere. Når vi var ude at vise 'R' for de unge, så syntes de der 13-15-årige drenge, at Roland Møller, der spillede Mureren, bare var den sejeste. Han kunne have fået dem til hvad som helst med den der maskuline tryllestav, han har. Han er rottefængeren!«.
»Jeg kunne genkende det hos mig selv, bare omvendt. Jeg voksede op uden en far, fra jeg var 7 til 27, og hvis en mand havde taget mig til sig, da jeg var helt ung, kunne han have fået mig til hvad som helst. En af mine lærere, Kjeld Veirup fra Filmskolen, var sådan en mand med store hænder og sådan en lidt hviskende stemme, og han lokkede mig over i den her kunstretning og fik mig til at finde mig selv«.
LÆS OGSÅ
Roland Møller var den skræmmende real-life eksfange fra Horsens Statsfængsel, der spillede den fysisk intimiderende Mureren i 'R', og som er rocker-Bjørn i 'Nordvest', de faderløse brødre Casper (Gustav Dyekjær Giese) og Andys (Oscar Dyekjær Giese) chef og, når det passer ham, beskytter i et aftenland af stridende parter.
Ude på tilskuerrækkerne kan vi godt se, at Bjørn har en dårlig indflydelse på drengene, men scenerne med de tre flyder over af ømhed og længsel.
En scene i baghaven til rockervillaen, hvor Bjørn lærer drengene at bokse, efterfølges senere i filmen af en scene, hvor han lærer Casper at håndtere en pistol og skyde til måls efter flasker, men også, hvordan han hurtigt skjuler våbenet og får det frem igen. Og skydescenen er båret og næret af resterne af mindet om den varme boksescene fra tidligere.
»Boksescenen er min egen yndlingsscene«, siger Michael Noer.
»Det gør lige så ondt, om du har åbne eller lukkede øjne«, siger Bjørn til Andy, er det ikke en fantastisk replik? Med Rolands helt særlige fynske accent, ikke? For Bjørn er de to scener, boksningen og skydningen, det samme. Det er det, jeg siger med Kjeld Veirups store hænder - jeg ville også have været som smør, da jeg var 17-18 år og boede i Esbjerg, hvor alle grinede ad, at jeg gerne ville lave film. Det var jeg også optaget af, da jeg mødte og snakkede med alle de drenge på gaden i Nordvest. Selv om jeg ikke har en stor hånd, var det også en hjælp, at jeg kom til dem«.
Michael Noer er selv blevet far for et halvt års tid siden og vil gerne være en far, om hvem han selv ville tænke »Wow, ham gad jeg godt have haft!«.
»Men der var sgu ingen, der lærte mig at bokse ude i haven ...«.
Eller håndtere en pistol.
»Ja, det er jeg selvfølgelig glad for, men jeg er ked af, at jeg ikke havde nogen til at lære mig at bokse. Men igen: Tænk, hvis man møder den forkerte, eller tænk, hvis ham, der lærer dig det ene, også lærer dig det andet«.
Kaotiske optagelser
Sådan nogle timers samvær med Michael Noer kan godt være en svimmel oplevelse. Han er over hele banen hele tiden, og alt minder ham altid om noget andet, der er mindst lige så interessant, og han kan godt være lidt nærig med at binde emnerne alt for pædagogisk sammen.
Da produceren René Ezra introducerede 'Nordvest' ved en forpremiere, fortalte han blomstrende om det tilsyneladende anarkistiske miljø, der hersker på et Michael Noer-filmset.
»Han sagde, at det er sjældent, at producere får lov at besøge mine set, for hvis de gjorde, ville de lukke dem ned, fordi de er så kaotiske. Folk skændes over det hele, »... og midti sidder Michael Noer og griner, for det er præcis det, han vil ha'««, genfortæller Noer, der her flere dage efter stadig ikke ved, hvordan han har det med den introduktion.
Hans lidenskaber er altopslugende, og han har et sprogligt beredskab til det meste.
LÆS OGSÅ
Han elsker 'Rain Man' med samme begejstring, som han føler for Dardenne-brødrenes kræsne belgiske minimalisme, og ikke alene ved han, at Gustav Dyekjær Giese, der spiller storebror Casper i 'Nordvest', netop har været mandsopdækket over en halv snes siders kælen fotoreportage i det überglittede Cover (og han kan vise mig det, for han så lige et glimt af bladet inde i nabolokalet), og at man i Filippinerne kan købe kvinder, man kan gøre hvad som helst med, uden at nogen sladrer og med myndighedernes medviden, men han ved også ganske meget om Fanø, fordi han og hans far cykler den rundt en gang imellem.
»Lys og mørke, dur og mol, far og søn«, siger han og opsummerer livets poler, en vekselvirkning.
»I filmen 'Magnolia' er der en scene, jeg elsker. Tom Cruise når lige nøjagtig frem til sin døende far for at fortælle, hvor meget han fucking hader ham. Jeg er lige ved at græde, bare jeg fortæller om den, fordi jeg havde de der 20 år, hvor jeg ikke så min far. Så Cruise når frem: »You fucking cunt, you fucking liar, you fucking die!«, skriger han ind i ansigtet på faren, og så dør han, og Tom råber: »Don't you fucking die!««.
»Jeg var så bange for, at min far skulle nå at dø, for at samme skæbne skulle overgå os. Da mine forældre blev skilt, skete der bare det banale, at uger blev til måneder og måneder til år, uden at han fik set mig, og hans samvittighed blev dårligere og dårligere«.
Humor går i arv
Men nu er de sammen igen, de to, den pensionerede politimand fra Esbjerg og den unge filminstruktør. Der er næppe tvivl om, at far-søn-problematikken vil genklinge hos Noer til evig tid, men nu, da han selv er far, er der også kommet et andet lag indover, et antropologisk, næsten videnskabeligt lag:
»Det er interessant at betragte folk, der rent faktisk er genetisk forbundne. Så er man så tæt på at røre ved Gud eller finde ud af, at der ikke er nogen gud. Min far og jeg har præcis samme stemme, samme kropsbygning, samme små hænder, præcis samme humor! Det er totalt langt ude. Hvordan kan man arve en persons humor? Vi har diametralt modsatte livsanskuelser et langt stykke hen ad vejen, men alligevel ...«.
Noget har det med noget at gøre. 'Nordvest' er forventeligt blevet rost for sin barskhed, sit mod til at gribe om ondets rod og kigge et afgørende samfundsproblem durk i øjnene, men faktisk er dens varme og følelsesmæssige sarthed helt neutralt anskuet mindst lige så betegnende for den.
Scenen, hvor Bjørn lærer Casper at skyde, er typisk for filmen, for så vidt som den er et lykkemoment, et øjeblik af øm mandlig forbrødring.
'Nordvest' er kun et par minutter gammel, da Casper og hans hjemmedreng Robin (Nicholas Westwood Kidd) går ned ad en gade i København NV og hilser afslappet og naturligt på et bundt mørke piger med slør på.
Da vi møder rockeren Bjørn, er han bare en mand på en øde villavej, uden rygmærker eller andre af de insignia, populærkulturen har lært os at ane lurende farer ud fra. Og i sin kælder driver Bjørn et bordel.
De der ludere ... Man får ikke noget indtryk af, at de er handlede piger på samfundets bund. De hygger sig ...
»Jeg bruger et strikt reality rules-princip«, siger Michael Noer.
»Det dokumentariske beskrives nemmest ved at vælge at følge én karakter og én karakter alene. Du klipper ikke til andre. Det gør, at dit point of view kun er på, hvad denne ene karakter oplever. Det, han registrerer, er, hvad vi registrerer«.
»Når Casper har sin opmærksomhed rettet mod pigerne, tænker han: »Nå, nu er det meget sjovt«. Og: »Nå, nu har de kneppet nogen«. Og: »Nå, nu sidder de ovre i sofaen«. Og: »Nå, nu keder jeg mig lidt«. Vi får hele tiden gennem Casper foræret, hvor kameraet skal stå, og lydligt, spillemæssigt, fotografisk er alt præget af, at vi følger kun ham. Det, han ikke lægger mærke til, lægger vi heller ikke mærke til«.
Men der er jo jer, der har skrevet og arrangeret, hvad han skal lægge mærke til. I kunne vel lige så godt have valgt at lave en coming of age-film om politisk bevidstgørelse, hvor han netop bider mærke i, hvor ulykkelig en skæbne handlede piger har.
»Jo, men det virkede utroværdigt, at Casper skulle blive moralsk på andre folks vegne. Jeg var også en kæmpeegoist, da jeg var 18. Moralen halter altid lidt efter. Og han kommer ikke fra en af de mest ressourcestærke familie heller. Jeg ved ikke ... jeg har forsøgt at undgå den der 70'er-eftertanke om, at det, der sker, skulle vække en moral i ham. Det, han ser, afføder et problem, der afføder et endnu større problem, dét er virkeligheden«.
Blokke af lykke. Og drama
Men hvordan afbalancerer man den der insisteren på lyset i en historie, der i bund og grund er barsk? Hvordan sikrer man, at en film med et vægtigt tema ikke drukner i et brus af tyl og dur, eller at dens fokus på mellemmenneskelige relationer ikke forvitrer i en sump af åndelig og social armod?
»Som film er 'Nordvest' jo helt forskellig fra 'R'. 'Nordvest' er jo en popsang i sammenligning! Det sagde jeg også til fotografen, at den skulle ligne: en popsang«.
»'R' var filmet som en rejse ind i mørket, ligesom en skruebevægelse, og vi optog den kronologisk, så skuespillerne oplevede den rejse også under indspilningen. Sådan kunne vi ikke arbejde med 'Nordvest', fordi der var for mange locations til, at det kunne lade sig gøre rent praktisk. I stedet delte vi filmen op i blokke, som vi så filmede sammen. F.eks. filmede vi en blok, vi kaldte 'Familie', og hvor vi kunne gå helt ned i ømheden, varmen og humoren - det var så alle scenerne med drengene derhjemme hos moren og lillesøsteren. 14 dage med ren glæde«.
LÆS OGSÅ
»Men Gustav, Oscar og jeg boede jo i den lille nordvestlejlighed, vi havde lånt, i 14 dage, og hver nat hørte vi jo scooterne, fornemmede, at der var en helt anden verden derude. Villascenerne hos Bjørn var en anden blok, vi optog inden for samme periode, og det samme med scenerne med de gamle venner og den der gå i byen-dynamik på gaden«.
I klipperummet sad de så med de tre farver, de tre dynamikker og temperamenter og skruede op for den ene (»Dut!«, lyder det fra Michael Noer) og ned for det andet (»Duuut«, nu noget mildere).
»Dut-dut-dut-dut-dut! Det var som båthorn, der kunne skrues op og ned for. Det var lækkert for spillerne at kunne gøre det på den måde og trygt for mig«.
På vej til De Niro
De boede der i 14 dage, Michael, Gustav og Oscar. 14 dage, hvor Michael Noer foldede sig sammen i en lille barneseng for at få plads, 14 dage, hvor de spillede computerspil og hang ud. Og filmede.
Når filmholdet kom om morgenen, satte brødrene sig over i filmvognen og spiste morgenmad, mens resten af holdet gjorde klar til dagens første scene. Tøjet, de optrådte i, var det tøj, de gik i i lejligheden. Alt vidste de, hvor var. Intet var påtaget, kunstlet, fjernt fra dagligdagen.
»Det er sådan, jeg har fundet ud af, at jeg foretrækker det. Jeg er ikke til de der store kran- eller dolly-ture, som min mormor alligevel ikke ville lægge mærke til. På Filmskolen var de ting nærmest det eneste, jeg gik op i. Jeg kan stadig huske, at jeg engang blev så sur på en dreng, fordi kameraet gav sådan et blop og rystede. Jeg har sådan skammet mig bagefter, tænk at blive sur over noget teknik. Det eneste, der bekymrer min mormor, er, om det er sjovt og rørende. Hun er ligeglad med alt det andet«.
LÆS OGSÅ
»De der filmpriser, der gives til film med alle de der smarte ting, er selvfølgelig med til at sælge din film, men at the end of the day er det jo ikke de film, jeg selv synes er rigtig gode. Det er lidt af et tabu, men den der 'Amour' af Michael Haneke - var den så god? Altså, sorry, men at folk synes, det er så utroligt, at nogen laver en film om gamle mennesker ...«.
Når al virakken i Danmark er overstået - eller forhåbentlig kun halvt overstået - tager Michael Noer og Rasmus Heisterberg, mere eller mindre som disse linjer læses, til New York med deres film.
Til Tribeca Film Festival, festivalen, som Robert De Niro etablerede i sit eget nabolag.
Det er ikke underligt, at netop Tribeca får Noer op at køre, for De Niro og pr. association instruktøren Martin Scorsese er ikoniske figurer inden for 'Nordvest's genre.
»Vi står jo så meget på skuldrene af de drenge og skylder en film som 'Mean Streets' alt. Pulsen på gaden, location. Alle de ting. Scorsese var en rigtig gadedreng i de tidlige år«.
fortsæt med at læse
