Hvis man gik og troede, at fængselsdramaer af de helt skrappe slags, hvor mænd brutalt smadrer, myrder og voldtager hinanden for at håndhæve den interne rangorden, hørte det store farlige udland til, vil den danske film ’R’ nok komme som lidt af et chok.

Filmen, der er baseret på et grundigt researcharbejde, og som har tidligere indsatte og tidligere og nuværende fængselsfunktionærer i alle roller på nær to, tegner nemlig et dystert billede af dagligdagen i de danske fængsler.

’R’ følger Rune (Pilou Asbæk), der ankommer til Horsens Statsfængsel og efter en hurtig advarsel fra fængselsfunktionærerne (»De andre er altså halvanden gang større end dig«) bliver han kastet for løverne.

Inden længe er han blevet stillet over for et ultimatum: Han skal gennembanke en anden indsat, hvis han ikke selv vil blive gennembanket og måske dræbt.

Rune ønsker at holde sig gode venner med alle, og på sin egen måde får han tilkæmpet sig en plads i hierarkiet, men alliancerne vender hele tiden, og han lærer, at han aldrig kan føle sig sikker inden for murene.

Med premiere blot to måneder efter den franske ’Profeten’ er det næsten umuligt ikke at komme til at sammenligne ’R’ med Jacques Audiards tilsvarende barske film.

LÆS ANMELDELSE

Begge følger en ung nyindsat, der skal kæmpe sig plads i fængslets rangorden, og begge behandler som noget sekundært om forholdet mellem de indsatte med indvandrerbaggrund og de danske (eller franske som i ’Profeten’s tilfælde) indsatte.

Lige som med lighederne ligger forskellene lige for: Hvor Audiards film har et ekstra filmisk lag, der får hovedpersonens opstigen i hierarkiet til på samme tid at markere en faustisk pagt med menneskehedens mørkeste sider, har ’R’ et andet sigte; nemlig at lægge sig så tæt op ad virkeligheden som muligt.

Som en slags dokumentarfilm, blot med et stramt komponeret drama og en hovedperson, hvis mange nuancer trods alt kræver en professionel skuespillers formidling. Og hvor gør han det dog godt, Pilou Asbæk, som senere på året også kan ses i Pernille Fischer Christensens smukke ’En familie’.

LÆS ARTIKEL

Han besætter rollen som Rune uden forstillelse og falder dermed ubesværet ind i rækken af ’ægte’ indsatte, der spiller på deres egne erfaringer. Det gælder ikke mindst den sadistiske Mureren, som spilles af Roland Møller, der også har fungeret som manuskriptkonsulent på filmen.

Medrivende skuespil

Hans og de øvrige medvirkendes spil er medrivende og dybt troværdigt, og der er ingen falske toner i ’R’, der henter sin styrke i autenticiteten og de virkelighedsnære replikskifter. Den forfalder ikke til pædagogisk leflen, men lader dramaet udfolde sig hårrejsende realistisk.

Samtidig har det debuterende instruktørpar, dokumentaristen Michael Noer og manuskriptforfatteren Tobias Lindholm, flettet små poetiske billeder ind i fortællingen. Men altid ulmer uroen, og selv de mest uskyldige metaforer kan antage karakter af en trussel.

Som fuglefløjtene, da Rune har arbejdet sig op i hierarkiet og får et værelse på solsiden – de smukt syngende fugle får en helt anden betydning, da Rune lærer, at en ’sangfugl’ lever livet farligt i skyggen.

Både Noer og Lindholm har tidligere demonstreret evne til at skildre de maskuline relationer – i form af fællesskabsfølelsen, som Noer udforskede i dokumentarfilmen ’De vilde hjerter’, og brødreforholdet i Thomas Vinterbergs ’Submarino’, som Lindholm skrev manuskript til – og ’R’ er da også en film, der er blottet for kvinder (med undtagelse af pornomodellerne på væggene og Runes grådlabile bedstemor).

Men dens drama er almenmenneskeligt, og dens sigte er samfundsrelevant for alle. Hvis dette er sandheden om livet i de danske fængsler, er der i al fald grund til at overveje ræsonnementet bag regeringens mantra om længere straffe.

Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.

fortsæt med at læse

Tidligere kriminel lander sin første filmhovedrolle