Vi vidste ikke, hvor galt det var! Sådan lød efter Anden Verdenskrig en del af de overlevende tyskeres forklaring på, at den indre modstand i Det Tredje Rige ikke havde været voldsommere.
Skulle det endnu, 60 år efter, stå uklart for nogen, hvad der skete – og dét gør historie-’revisionisterne’ jo deres til – så har tysk film selv i de senere år taget bladet fra munden med rystende værker som ’Der Untergang’, ’Sophie Scholls sidste dage’ og (østrigske) ’Forfalskerne’.
’Drengen i den stribede pyjamas’ er ganske vist produceret af BBC og Disneys Miramax-selskab, men lever af en lignende nøgtern historisk realisme, og trods titlen og den næsten gennemgående synsvinkel – en otteårig drengs – er det en langt mere sober omgang med stoffet end f.eks. Roberto Benignis overfladisk beslægtede, men i mine øjne løgnagtigt sentimentale tryllekunst, ’Livet er skønt’.
Landarbejdere i pyjamas
Bruno er søn af en officer, der bliver forfremmet – til lejrkommandant!
En øm og kærlig ægtemand og far, opsat på at stimulere Bruno og hans storesøster med mest mulig oplysning om livet, nationen og den pligtfølelse, der gør, at de må flytte fra kammeraterne i byen, ud på landet – men ikke om, hvilken slags lejr han leder.
Det må Bruno selv finde ud af på sine hemmelige ekspeditioner fra lejrchefens hus ud til den ’bondegård’, han kan se lidt derfra. Hvor landarbejderne går i pyjamas!?
Muntert ferieliv
Samme antræk har den udmagrede, skyggeagtige gamle ’hushjælp’, Pavel, »som ikke ville være læge mere, men hellere skrælle kartofler« for lejrchefens familie. Sært.
Og bedstemor vil ikke besøge dem, moderen bliver mere og mere indesluttet, faderen mere knap og fjern, og den tolvårige storesøster, Gretel, med fletningerne sværmer for de nationale storhedsdrømme og for den smækre unge chauffør med officerskasket.
En propagandafilm om lejrens muntre ferieliv bortvejrer næsten enhver bange anelse. Hvis bare ikke røgen fra skorstenene var så kvalm ...
Venskab som centralt motiv
At vi med vores dystre voksne efterkrigsviden skal dele denne demonstrativt troskyldige uvidenhed hos den kække, blankøjede, otteårige Bruno, er filmens alt afgørende, dristige, men også risikable greb.
Lille Per i Anden Verdenskrig, eller hvad? Vores godtroenhed sættes på en endnu hårdere prøve, da Bruno også bliver venner med den jævnaldrende Schmuel inde bag hegnet, snavset og glatraget og i det samme stribede nattøj – drengen i filmens titel og i det venskab, der er dens centrale motiv.
Nu må drengen ude i friheden da fatte det?!
For sent
At Bruno begriber sandheden så alt for sent, er filmens styrke, for dermed bliver han billedet på det tyske riges befolkning.
Men også filmens svaghed, fordi den konsekvent tunnelsnævre barnesynsvinkel kan virke konstrueret og gør det lange tilløb til slutningens ubærlige chok så pinagtigt enstrenget, at man må overveje, om ikke en novellefilms længde havde gjort pointen endnu skarpere end denne forsvarlige dosis sandhedsserum om holocaust.
På hver sin side
Men den lammende historie er fuld af stort skuespil af især David Thewlis og Vera Farmiga som forældrene foruden David Hayman som ’husslaven’, Pavel.
Asa Butterfield og Jack Scanlon er de to drenge i hhv. korte bukser og pullover og i det ildevarslende slidte nattøj med nummer – forenet i venskab, men anbragt på hver sin side af katastrofens grænsepæle.
