Muren i Berlin. Man syntes nærmest, den var bygget inde i ens hoved. Muren, der delte verden i to. Og så var den med ét væk. Så pludseligt, at en følelse af uvirkelighed er blevet hængende. Følelsen er selvfølgelig meget stærkere i Tyskland. Tingene ændrede sig så hurtigt. Genforeningen afslørede ubarmhjertigt DDR som den underlegne model. Alle disse år med trist tøj, militærparader, disciplin, stikkeri og tryghed i ansættelsen. Pist væk. Fandtes de overhovedet? Instruktøren Wolfgang Becker og hans medforfatter Bernd Lichtenberg har fundet et nærmest genialt greb, der gør det muligt at fatte forandringen og omfatte uvirkelighedsfølelsen med undren og ømhed og så stor en humor, at den én gang for alle må tage livet af myten om den humorforladte tysker. I 'Good Bye Lenin' fortæller de historien om en lille østtysk familie, der oplever skæbnedagene i 1989 på en helt speciel måde. Den unge Alex deltager i en af de demonstrationer, der skulle føre til Murens fald, da hans mor falder om med et hjerteanfald og synker hen i dyb koma. Otte måneder senere vågner hun til alles overraskelse op. Men hun er svag. Et chok vil kunne gøre det af med hendes hjerte. Moderen er tro partisoldat og vil ikke kunne genkende et Tyskland, hvor hendes elskede DDR er som knipset bort ved et turbokapitalistisk trylleslag. Et chok. Så Alex beslutter sig for at indkapsle moderen i en fiktiv østtysk sikkerhedszone. I moderens værelse i den lille lejlighed genopstår ånden og materien fra DDR. Mens Mercedes, Coca-Cola og arbejdsløshed marcherer forbi uden for vinduet, ligger hun i sengen og nyder erstatningskaffen og får besøg af det kommunistiske spejderkorps' slagsangsyngende pionerer. Lykkeligt uvidende om, at hendes datter og svigersøn hver dag går på arbejde for at gentage den kendte sætning 'Velbekomme og tak fordi De valgte Burger King'. Det viser sig hurtigt at være en særdeles indviklet affære at opretholde illusionen DDR. Iklædt sit gamle, grimme tøj bliver Alex' liv én jagt på autentiske sylteagurker fra Spreewald i forsøget på at skabe den perfekte Trabant-ramme om moderens sygeleje. Men Alex er mindst lige så opfindsom og initiativrig, som han er omsorgsfuld, og sammen med vennen Dennis laver han fiktive nyhedsudsendelser, hvor Honeckers styre og arbejderstatens velsignelser lever videre. Gang på gang må de opfinde nyheder, der kan forklare de forandringer, der trods alle sikkerhedsforanstaltninger siver ind til modernes seng. Fortællingens smukke ironi er, at DDR-drengenes løgne bliver til en fiktion, der fortæller om et DDR, som det burde have været, hvis drømmen om en arbejderstat havde bygget på en ægte solidaritet med de medmenneskelige værdier. En vigtig del af filmens styrke er, at den netop ikke gør sig blind for kvaliteterne i det gammeldags, langsomme hverdagsliv, der på trods af alle dårligdomme også udfoldede sig i DDR. På et tidspunkt går det op for Alex og tilskueren, at han faktisk hygger sig ret godt i sin tidslomme i det hedengangne DDR. Men netop som afvæbnende nostalgi synes at ligge for som lidt for lun en løsning, tager 'Good Bye Lenin' også højde for denne faldgrube. Midt i munterheden mister Becker aldrig hverken brod eller sit skarpe blik for nuancer og kontraster. Med Alex' fiktion som optik stiller filmen indirekte kritisk skarpt på både Øst, Vest og det nye Tyskland. Det er hylende grinagtigt at følge Alex og hans krumspring, men det er også meget rørende. Sært bevægende er det også at genopleve Murens fald i dette perspektiv. Ikke som en nyhedsudsendelse fra et andet land, men som en dyb forandring i én selv. En omvæltning, der i forbifarten aldrig rigtig er sunket til bunds. Sjældent har to historietimer været så muntre og perspektivrige som de to timer, 'Good Bye Lenin' varer. Så send nu de store skolebørn i horder ind til denne film! Mens de griner og undrer sig over, hvordan det mon gik til, at alle i DDR gik klædt i tøj fra UFF, vil de blive klogere på en begivenhed, der på mange måder har været meget mere afgørende for det liv, de lever nu, end de fleste af dem vil være klare over.