Beca (en velspillende og -syngende Anna Kendrick) er too cool for school, hun er kun gået med til at lade sig indskrive på college, fordi hendes far har lovet hende, at hvis hun gennemfører et års studier, vil han give hende lov til at flytte til Los Angeles og arbejde med musik.

Men så skal hun også virkelig give college-livet en chance. Det gør hun ved at melde sig ind i et af skolens a cappella-kor, pigekoret The Bellas, der satser hårdt på at slå drengekoret The Treblemakers i årets korkonkurrence.

Det er tænkt som en film om organiseret nørdesang, men ligesom i tv-serien ’Glee’ bliver der selvfølgelig pillet ved lyden, så der er rumklang, selv når de synger udendørs, så det nørdede klinger hurtigt af til fordel for ren vellyd.

Kaskader af bræk

Plotmæssigt er der spændinger mellem Becas mere moderne musiksmag og The Bellas konservative traditioner, og samtidig bliver Beca langsomt venner med Jesse (Skylar Astin) fra The Treblemakers, og kærlighed mellem konkurrenterne er strengt forbudt.

Det er ikke noget stort drama, der udspiller sig i ’Pitch Perfect’, og filmen lever da også især på sine små komiske højdepunkter, der ofte inkluderer Rebel Wilson i rollen som Fat Amy.

Komikken i den uhomogene pigegruppe er tydeligvis inspireret af komedien ’Bridesmaids’, og kunne man lide scenen fra ’Bridesmaids’, hvor en af pigerne skider på åben gade, vil man føle sig godt underholdt af de unødvendige kaskader af bræk, der optræder i 'Pitch Perfect'.

Man kan kritisere filmen for meget – overfladisk plathed og umodne valg – men når den er sjovest, tilgiver man det hele, og vellyden fungerer som den honning, der får skidtet til at glide ned. Det er ikke stor filmkunst, men det er fin feelgood.