Barbara Hartmann er orkestrets førsteviolin. De er begge gift. To mennesker med voksne børn. Deres kærlighed kommer som et chok for omgivelserne, men selv er de ikke i tvivl. Det er en stærk og ren kærlighed. Måske især for Barbara er det et erotisk og emotionelt tøbrud efter at have været lagt på ægteskabeligt køl i alt for mange år. Bille August skildrer med indlevelse denne voldsomt opblussende kærlighed mellem to modne mennesker. Jovist, kan der gå ild i gamle huse. Blot er det trist, hvis der står 'Alzheimer' på det ene dørskilt. Alzheimer er nemlig navnet på tragedien, der kun alt for hurtigt bryder ind i Martin og Barbaras idyl. »Jeg kan ikke genkende dette her,« konstaterer Martin en dag. »Dette her« er et rum i deres fælles hjem. Martin og Barbara forelsker sig. Martin Fischer er komponist og dirigent. Noget er lige som ramlet sammen inde i hovedet på ham, forklarer han. Martin får konstateret Alzheimer. Han begynder at glemme ting. Alzheimer kan skride hurtigt eller langsomt frem. Men frem skrider sygdommen. Og i Martins tilfælde forfærdende hurtigt. Snart går det ud over hans arbejde. Man kan måske nok blive ved med at være brøndgraver med en begyndende Alzheimer, men komponere en grandios opera med hukommelsestab og svigtende tidsfornemmelse, dén går ikke. Det varer ikke længe, før Barbaras kærlighed bliver sat på stadig hårdere prøver. Den Martin, hun forelskede sig i, forsvinder for hver dag længere ind i sindets tågebanker. I stedet har hun en mand, som for hver dag, der går, mere ligner et urimeligt barn. Utilpasset og hjælpeløst. Denne sociale degradering af et kulturelt og charmerende menneske udgør en ubarmhjertig situation for Barbara. Hendes kærlighed til Martin er absolut, men dirigenten og førsteviolinen har ikke haft et langt liv sammen. Hun er afhængig af hans værdighed som mand og menneske. Hun har ikke den ballast, der består i at være indgroet i hinandens livslange vaner. Der er ikke meget at holde fast i for Barbara. Martin har lovet Barbara aldrig at forlade hende. Et løfte Alzheimer som så meget andet nedbryder. Bille August håndterer den svære historie sikkert og sobert. Symfoniorkestret de begge tilhører bliver et smidigt symbol. Symfoni-orkestret er som et menneske; en kompleks organisme, hvor mange elementer skal spille korrekt sammen, hvis udtrykket skal blive smukt og enkelt. Spiller et instrument falsk sker der det samme, som når hjerneceller falder ud af sammenhængen og skaber dissonans i stedet for harmoni. Nøgle-scenerne er som symbolikken velvalgte og klare. Det er i vandet, at de forelskede Martin og Barbara i en charmerende og gennemmusikalsk komponeret scene finder den erotiske vægtløshed sammen. Og det er i vand, at tragediens konsekvens udfoldes mest hjerteskærende. En desperat Barbara prøver at repetere de lykkelige hvedebrødsdage med en gentagelse af badeferien i Marokko. Ude på det dybe viser det sig pludselig, at Martin har glemt, hvordan man svømmer. Uanset om han bliver reddet i land eller ej, er han en druknende i Alzheimers dunkle dybder. Parret spilles særdeles overbevisende af Sven Wollter og Viveka Seldahl, der også danner par i virkeligheden. Derimod virker bi-rollerne bortset fra Reine Brynolfssons manager Biedermann mere pligtskyldigt besat med pæne, unge, svenske mennesker. Men de danner også kun kulissen om det altopslugende kammerspil. En kærlighedshistorie, der som alle ægte kærlighedshistorier både er enestående og typisk. 'En sang for Martin' handler om Barbaras kamp for at fastholde sin kærlighed på trods af, at selve genstanden for hendes kærlighed synes at vende den ryggen i ligegyldighed. I perioder virker 'En sang for Martin' en smule for diagnosticerende og distanceret. Et stort tidshop virker på et tidspunkt forvirrende, mens filmen til gengæld til sidst er i fare for at blive trukket for langt i ørerne. Men det er små indvendinger, når man samtidig lykkeligvis kan konstatere, at Bille August er tilbage på sikker grund. Med en film om mennesker og følelser skabt af Troldmand Bergmans lærling. Bille August har ikke blot lavet sin bedste film i lang tid, men også med sin filmatisering af Ulla Isakssons 'Bogen om E' skabt en stærk fortælling, der holder en dynamisk balance mellem at være problemfilm og kærlighedshistorie.