En enkelt løgn kan ødelægge flere liv. Men kan den storslåede løgn, som fiktionen er, så gengive de ødelagte liv en mening og stråleglans, der måske ligefrem retfærdiggør det virkelige livs tragedie?
Det er jo lykkedes med Jesu lidelseshistoire, og måske også når Sofokles og Shakespeare ud af bondeskrøner om fortabte sønner rejser evige psykologiske monumenter som Ødipus og Hamlet. Men kan et stykke fiktion ligefrem også afspejle dette dilemma? Og alligevel gribe og oprøre os, som vi bliver det over livets virkelige tragedier?
Ja. Denne intelligente, foruroligende, suverænt spillede og slet og ret gribende kærlighedstragedie over Ian McEwans bestsellerroman viser det.
Engelsk herresæde
Den sikre unge instruktør af ’Stolthed og fordom’ gør her igen med held en bog til film, men rykker altså fra Napoleonstiden frem til Brideshead-England og den monstrøst kaotiske retræte fra Dunkirk 1940.
Den usynligt digitaliserede kæmpekameratur med zoom og panoreringer over døde, sårede og forvildede britiske styrker på den strand i fransk-Flandern er i sig selv et filmmesterstykke. Men virkningen skyldes også kontrasten: Solmættede billeder af idyllisk lediggang og intime hemmeligheder på et engelsk herresæde otte år før.
Her møder vi Briony Tallis, 12-årig forkælet skolepige med digterdrømme og dramabehov. Barneskuespilleren Saoirse Ronan er mere end lovende som denne knibsk sexforskrækkede og sværmerisk eventyrlystne, kloge pige, der så at sige mister sin barnlige uskylds illusioner pr. vikar: Overværer flirtende skænderier også korporlig sex mellem storesøsteren og husholderskens veluddannede søn – og mistolker det som hans rå overfald. Hvorpå hun chokeret – men fejlagtigt! – udpeger ham som den skyldige i en efterfølgende virkelig voldtægt på en kusine.
Knitrende sprød og livsfarlig lysten
Den fejl ødelægger de unge forelskedes liv, og den ødelægger Brionys eget liv – for kan den sones? Det spørgsmål stiller titlen og hele filmen – og belyser det fra alle vinkler med stadig ny pointer affødt af den begavede komposition, såvel som af personernes overbevisende sammensathed.
Keira Knightley er knitrende sprød og livsfarligt lysten som søsteren i filmens første del, mens især James McAvoy vokser sig monumentalt god som den gennemreelle unge mand og justitsmordoffer for lillesøsterens usandhed.
Trods den storslåede Dunkirk-scene slæber filmen lidt i sidste halvdel, hvor han er blevet soldat, søstrene sygeplejersker på Londons lazaretter, Briony som led i sit soningsforsøg og nu glimrende alvorligt spillet af Romola Garai.
Kulturelle ekkoer
Hun trøster en døende fransk soldat, og med den scene sender Wright en hilsen til ’Den engelske patient’, mens barnets syn på køn & klasse lige så udtrykkeligt refererer til Loseys ’Sendebudet’. Men det er ikke de kulturelle ekkoer, der gør filmen uafbrudt stimulerende.
Det er den tragisk underbyggede gennemlysning af forholdet mellem løgn og forbandet digt (eller omvendt). Tidsspring og samme scene filmet fra forskellige synsvinkler advarer os tidligt om filmens og romanens – egentlige genistreg: Fortælleren Briony er offer for sine egne illusioner.
Lige fra hun hævner barnets uskyldstab med den falske anklage, og frem til hun, som aldrende forfatter – nu en illusionsløst knastør Vanessa Redgrave! – med endnu en overrumplende slutpointe forsvarer . . . fiktionen som oprejsning for virkeligheden?! Pragtfilm for alle voksne aldersgrupper!
fortsæt med at læse
