Rørende dokumentar gør hjernen til en god ven

øvelse. Krigsveteraner med  posttraumatisk stress laver  åndedrætsøvelser. Først i filmen ser  ingen af filmens hovedpersoner en  udvej fra den lidelse, der martrer dem. Men gennem en målrettet indsats over  tid oplever de mærkbar fremgang.
øvelse. Krigsveteraner med posttraumatisk stress laver åndedrætsøvelser. Først i filmen ser ingen af filmens hovedpersoner en udvej fra den lidelse, der martrer dem. Men gennem en målrettet indsats over tid oplever de mærkbar fremgang.
Lyt til artiklen

Hvis man overvældes fuldkommen af sine tanker, har man dem ikke længere bare. Så er man dem.

Man er blevet identisk med dem og kan ikke adskille sig selv fra dem, fremgår det tidligt af en scene i den danske instruktør Phie Ambos nye film ’Free The Mind’.

LÆS OGSÅ Dansk dokumentarfilm har ramt guldåre

Pointen i den sekvens er, at det kan lade sig gøre at skelne. Mellem tanken og mennesket. Mellem følelsen af at være overvældet og den, man er. Men det kræver øvelse, og det tager tid. Og i begyndelsen af filmen kan ingen af dens lidende hovedpersoner se, at det er muligt at få det bedre.

Traumer fra Irak og Afghanistan
Når amerikanske Rich burde sove, martres han af det, han har set og gjort, mens han var i krig.

Mens en anden krigsveteran, Steve, er på fastfoodrestaurant med sin familie, kan man formelig se på ham, hvordan snakken og bevægelserne i lokalet piner ham.

Rich og Steve er blandt de mange veteraner, som efter at have kæmpet i Irak eller Afghanistan har fået stillet diagnosen PTSD – posttraumatisk belastningsreaktion.

Synligt positive forandringer
ADHD, forstyrrelser af opmærksomhed og aktivitet, er den diagnose, femårige Will har fået, ligesom så mange andre børn. Amerikanske Will skader sig selv ved at slå sig hårdt på panden og lider også af angstanfald, så han eksempelvis ikke tør køre i elevator.

Rich, Steve og Will bliver undervejs i ’Free The Mind’ udsat for et forsøg guidet af professor og hjerneforsker Richard Davidson.

Gennem daglig meditation, åndedrætsøvelser og anden bevidst tanketræning sker der såvel teknisk målbare som synlige positive forandringer med de tre mennesker over tid. Uden medicin får de det bedre.

Og det så meget, at man som filmtilskuer kan se og føle glæden, da Will slipper for en del af sin angst, og veteranerne kommer til at se mere lyst på livet.

Det abstrakte projekt lykkes
Phie Ambo viser endnu en gang, at hun kan noget med at undersøge og formidle følelser og videnskab, uden at en af delene svigtes.

Hun gjorde noget lignende med filmen ’Mechanical Love’ i 2007, hvor robotvidenskab og menneskers reaktion på robotters omsorg var i centrum.

Tøjdyr med indopererede empaticomputere som dem i ’Mechanical Love’ var svære nok at forestille sig rækkevidderne af, men dog til at få øje på.

At lave en film om noget så imaginært som virkningen af såkaldt medfølelsesmeditation og tankens kraft er straks mere abstrakt, men det lykkes. Blandt andet fordi Phie Ambo i hovedpersonen Richard Davidson har en professor, der belægger sin viden og sin tvivl med lige dele seriøse og letforståelige ord.

Hvad professorens egen tvivl angår, indrømmer han blankt i filmen, at hjernen er det mest komplicerede i universet, og at mennesket kun står på tærsklen til forståelse af mulighederne i den tingest, vi har i kraniet.

Skabt med evnen til mindfulness
Det betryggende er til gengæld, at man kun kan blive mere vidende, hvis man fordomsfrit giver sig til at udforske muligheder, hvad Richard Davidson så selv har gjort.

Det er mange år siden, denne her forsker fra Wisconsin begyndte at meditere dagligt, ligesom en af sine bekendte, Dalai Lama.

Og mere klar over hjernens mange uopdagede muligheder bliver man af ’Free The Mind’, hvori Phie Ambo filmisk både anvender det, som er viden, og det, som er et mysterium.

Mindfulness er et af de udtryk, der optræder i filmen. I underteksterne oversættes det til ’bevidst opmærksomhed’, og det virker, som om hele filmen er skabt med en evne til at finde og bruge relevante oplysninger og sanseindtryk.

Flot, bevægende og bevidstgørende

Emnet er svært, og det efterlader mange spørgsmål om eksempelvis meditationens helbredende virkning på længere sigt sammenlignet med medicin. Men man hjælpes på vej til at holde fast i trådende af dramaturgien.

Ud over de tre cases og Richard Davidson er der bl.a. sørget for at skrive nogle af oplysningerne med hvidt kridt på sort tavle og i andre sekvenser visualisere hjernens sammensathed i farvemættede billeder.

LÆS ANMELDELSE Bluff og bravur

På lydsiden bindes følelser og videnskab sammen af Jóhan Jóhanssons musik og Rasmus Winthers arbejde.

De mange forskellige facetter klinger i takt ved god hjælp af Marion Tuors klipning, og overordnet er Anders Ladegaards visuelle design medvirkende til, at filmen er ikke blot er bevægende og bevidstgørende, men også flot.

’Mechanical Love’ var første del af en lovet trilogi. ’Free The Mind’ er anden del. Med det – internationale – ambitionsniveau er der grund til at se frem til også den tredje film.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her