Om han spiller på sin første klaverlærers tangenter, akkompagnerer Herning Kirkes Drengekor eller MidtVest Pigekor eller får et orgel i en kirke til tilsyneladende at juble af glæde over fantastiske improvisationer, er det utroligt at lytte til og overvære.
Kristian Marius Andersen er en sjælden og næsten ufattelig musikbegavelse, og det bliver sagt højt af fageksperter i Anne Moulvads dokumentarfilm om ham, men det fortælles også af musik og billeder hele vejen gennem filmen.
Selv om han voksede op i et nordengelsk arbejdermiljø med en dansk far og en engelsk mor uden særlige musikalske evner. Selv om han tidligt viste tegn på en udviklingsforstyrrelse, der gjorde det trygt for ham at være i sin indre verden, men svært for ham at være i den ydre.
Selv om han blev mobbet af sine jævnaldrende. Ja, på trods af alt det er Kristian Marius Andersen nu som 33-årig en af landets bedste til at improvisere på klaver og orgel. En komet på kirkeorgel, som nogle kalder ham.
Fem år undervejs
'Tangentspilleren’ er en udløber af Anne Moulvads tre år gamle dokumentarfilm ’En stemme for livet’ om drengekoret i Herning Kirke og dets dirigent Mads Bille.
Siden hun begyndte at arbejde med ’En stemme for livet’, har Anne Moulvad fulgt Kristian Marius Andersen.
LÆS ANMELDELSE Korfilm charmerer sig til en varm anbefaling
Fem år har ’Tangentspilleren’ været undervejs, og i den lange periode har instruktøren fået adgang til gamle familiefotos af og historier om hovedpersonen, hun har været med ham hjemme i barndomshjemmet i England, overværet ham tage scooteren til en coach i Danmark, filmet under møder med en hjemmevejleder og fulgt ham i de fire år, hvor han gik på konservatoriet i Aarhus.
Støtte som musiker og menneske
Alle scener illustrerer, hvordan Kristian Marius Andersens sjæleven er musikken, og hvordan hans usynlige sygdom – først i hans voksne liv diagnosticeret som Aspergers syndrom – hæmmer ham.
’Tangentspilleren’ viser også, hvordan såvel forældrenes rummelighed som dirigent Mads Billes kunstneriske og menneskelige omsorg får ham på rette spor, da han som ung mand er flyttet fra England til Vestjylland.
Uden at det bliver sagt direkte, må Mads Billes støtte gennem hele forløbet have været afgørende for Kristian Marius Andersens udvikling som musiker og menneske.
Sociale færdigheder vokser
Det er nemlig ikke blot musikeren i ham, der vokser. Det er også hans sociale færdigheder. Han har lært at formulere sig om sin sygdom og siger på et tidspunkt i filmen: »Jeg føler mig tryg i min egen verden. Musikken skal hjælpe mig med at komme ud af min egen skal«.
Dybden af det udsagn viser ’Tangentspilleren’, så man føler med Kristian Marius Andersen den dag i maj 2012, hvor filmen skildrer hans debutkoncert i Musikhuset i Aarhus.
Det er en foreløbig kulmination på en karriere, der kan spores tilbage til den 3-årige Kristians negligering af drengelegetøjet under juletræet og åbenlyse forelskelse i en arbejdende vaskemaskines rytmiske bevægelser.
Bare rigtigt
Legetøjet var han ligeglad med. Tromlen i maskinen fascinerede ham, og når man gennem filmen har lært ham lidt at kende, virker det ikke spor mærkeligt. Bare rigtigt.
Ligesom hans mageløse improvisationer over et tema fra ’Star Wars’ på det mægtige orgel i Musikhuset i 2012.
Med flere økonomiske midler til rådighed kunne ’Tangentspilleren’ måske billedmæssigt være blevet mere homogen, og en ganske vist indlysende rigtig sammenligning i filmen med H.C. Andersens eventyr om ’Den Grimme Ælling’ er måske en unødvendig kliché.
Men fra dramaturgi til indhold og hovedpersonens spil opleves ’Tangentspilleren’ alligevel som en forløst, god og ægte historie.
fortsæt med at læse
