»Se filmen og betal skat med glæde«.
Det kunne have været det danske reklameslogan for Michael Moores nye dokumentarfilm 'Sicko'. Hvis nogen havde turdet. For i sin film om det amerikanske sygeforsikringssystem viser Moore, hvor galt det går patienterne, når kynisk kapitalisme og ikke et solidarisk sundhedssystem gælder.
Michael Moore er dokumentarfilminstruktøren, der taler med store bogstaver. Man er aldrig i tvivl om, hvor han har sine sympatier, og 'Sicko' er ikke mindre manipulerende end hans tidligere film, hvoraf 'Bowling For Columbine' og 'Fahrenheit 9/11' er de mest kendte.
Kræft sælger
De fleste andre instruktører af dokumentarfilm har svært ved at sælge biografbilletter. Med Michael Moore forholder det sig anderledes. Oscarpriser, Cannes-premierer og rekordstort billetsalg inden for dox-genren har han allerede præsteret. På baggrund af mange års research af det amerikanske sygeforsikringssystem viser han overbevisende i 'Sicko', at den privatiserede ordning er inhuman og faktisk koster menneskeliv.
Men kan man virkelig få mennesker til at betale biografbilletter for at se dokumentarfilm om kræft- og hjerneblødningsramte patienter, der forgæves strides med sygeforsikringsselskaber?
Michael Moore kan. Med sit imposante korpus, sin journalistiske fortællestemme og frem for alt sin forståelse af underholdningsværdi sprænger han ganske simpelthen rammerne for, hvad dokumentarfilm kan. Han bruger sig selv, sine holdninger, sin humor og skyr derudover ingen midler for at provokere, illustrere og overbevise publikum om sine pointer.
Ikke et ord om ventelister
I 'Sicko' romantiserer han det franske, det britiske og det cubanske sygehusvæsen med fuldt overlæg. Ikke én dokumenteret pointe om overfyldte, offentlige sygehusstuer, alt for lange ventetider eller mangel på skanningsmaskiner i europæiske provinsbyer.
Ifølge Michael Moore er det skattebetalte, europæiske sygehusvæsen lykken i modsætning til det privatiserede amerikanske. Men det bærer man over med som filmtilskuer, fordi Michael Moore har en god sag.
I de seneste år har han brugt 500 filmstrimmeltimer på at lave 'Sicko', som er endt med at vare to timer. Det vil sige to filmisk ujævne og dog ekstremt seværdige timer, hvor konkrete skrækhistorier, det amerikanske sygeforsikringssystems baggrund og en gennemtænkt, handlingsmættet dramaturgi tilsammen gør emnet dramatisk.
Hvilken finger vil du have?
Omkring 50 millioner amerikanere har ingen sygeforsikring. 'Sicko' handler om de 250 millioner, der har sygeforsikring, men for manges vedkommende ikke kan få penge fra den, når de skal bruge dem til operationer, fødsler, medicin eller andet.
En case i filmen er en 79-årig mand, der ikke har råd til at holde op med at arbejde. Hans job hjælper ham til at betale hustruens livsnødvendige medicin.
En anden case handler om et ægtepar, som har været nødt til at sælge deres hus og flytte ind i kælderen hos deres voksne datter for at få råd til livsnødvendig behandling.
I en tredje historie har en mand måttet vælge mellem at beholde den ene eller den anden finger efter en arbejdsskade. Råd til at få syet begge fingre på havde han ikke.
Luksus på Guantánamo
Underholdningen i Moores film sætter sig igennem på især to måder: For det første stiller han det absurde i systemet til skue. For det andet bruger han alt fra gamle, sort-hvide sovjetfilm til billeder af glade franskmænd på skovtur, når han skal illustrere sin kritik af det amerikanske system.
Faktisk ender han med at sende tre lystbåde fyldt med syge mennesker til Amerikas fjendeland Cuba, fordi han har hørt, at fangerne på den amerikanske base i Guantánamo Bay behandles bedre end amerikanske hospitalspatienter. Alle midler gælder, når underholderen og meningsmanden Moore skal sælge billetter.
Det er der så kommet endnu en god film ud af.
fortsæt med at læse
