Charmerende dokumentar om østtyske skatere er en smule ujævn

frihjul. 'This Ain't California' handler om østtyske børn, der klarede sig gennem strenge regler og indskrænket frihed ved at løbe på skateboards.
frihjul. 'This Ain't California' handler om østtyske børn, der klarede sig gennem strenge regler og indskrænket frihed ved at løbe på skateboards.
Lyt til artiklen

På flere måder er 'This Ain't California' en dokumentar, som i armene på den rigtige instruktør og de rigtige skuespillere var blevet mere troværdig som fiktionsfilm.

Flere steder er den nemlig synligt fuld af løgn, hvis man forventer, at der er lighedstegn mellem sandfærdig dokumentar på den ene side og autentiske billeder og replikker på den anden.

Præcist fokus mangler den også.

LÆS OGSÅ Kølig DDR-film skildrer overvågningssamfundets tavshed

I stedet for blot at koncentrere sig om at fortælle en historie om det hidtil upåagtede ungdomsfænomen skateboardkultur i det forhenværende Østtyskland roder instruktøren, Marten Persiel, sig ud i også at ville berette om en nu afdød hovedperson, der endte sine dage som tysk soldat i Afghanistan, selv om han oprindelig var vild og så antiautoritær, at han gjorde oprør mod sin far og nægtede at svømme sig til en olympisk guldmedalje.

Som voksen spilles den nu afdøde hovedperson i mange rekonstruerede scener i dokumentaren af en fyr, der ærlig talt ikke har det mest opsigtsvækkende skuespiltalent.

Udnyttede al den beton
Delvis klodset skruet sammen, i tvivl om sit ærinde og en anelse sentimental i synet på de gamle dages statskontrollerede DDR er 'This Ain't California' ikke desto mindre en medrivende, interessant og overraskende historie om ungdom i 1980'ernes Østtyskland.

Det var et DDR, vi lærte at kende for dets ytringscensur, overvågning, propaganda, gale sportsambitioner og latterlige Trabanter.

Tysk instruktør: »DDR var altså ikke Nordkorea«

I Marten Persiels historie, som han selv optræder i, var det også et DDR, hvor nogle børn længtes så meget efter at lege frit, at de rullede sig ud af regler og strenghed på skateboards.

Med amerikanske skatere og breakdancere som forbilleder opfandt Persiel og hans kammerater en modkultur, der irriterede Stasi-agenterne, begejstrede pigerne og udnyttede al den beton i DDR eminent: Den glatte, hårde belægning var perfekt som grundlag for at optræde på et bræt med hjul.

Fyldt med charme

Som 1980'erne gik, blev især en bestemt kvindelig journalist fra Vestberlin bekendt med skaterne i Øst og sørgede for at skabe forbindelse til skaterne i Vest. På trods af Muren.

LÆS OGSÅ Små melankolske breve fra DDR viser livets skrøbelighed

Da 1980'erne var gået og Muren var faldet, faldt sammenholdet mellem skaterne i Øst sigende nok fra hinanden. Nu har miljøet fået sig en film.

Og så ujævn den end er, er den samtidig fyldt med charmerende stemninger fra og tanker om en ikke særlig fjern europæisk fortid.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her