Uanset hvor meget man prøver at ignorere det, nægter det nynazistiske spøgelse i Tyskland at gå væk.

Sagen med en nynazistisk gruppes seriemord på udlændinge og politiets skandaløst sendrægtige behandling af mordsagerne har åbnet gamle, betændte sår på vid gab.

LÆS ANMELDELSE

De unge nazister spiller ikke mindst en rolle i det tidligere Østtyskland, hvor kombinationen af et halvt århundredes totalitær forhistorie og store sociale problemer udgør en giftig grobund for racistisk vold.

De vrede unge
Men hvem er disse vrede unge? Det kommer den tyske filminstruktør David Wnendt med et spændende bud på i sin film ’Kriger’, der nu får dansk premiere. Her er hovedpersonen den 20-årige Marisa, der er kassedame i supermarkedet i en søvnig lille østtysk landsby og medlem af en gruppe voldelige nazister i fritiden.

Marisas næste tatovering skal forestille Adolf Hitler, og Marisa er lige så hård i filten og støvlesnuderne som de unge mandlige medlemmer af den lille gruppe nazibøller. Men en kile af tvivl bliver drevet ind i hendes sind, da en af de forkætrede fremmede pludselig får stemme og ansigt i skikkelse af den unge afghanske flygtning Rasul.

»Jeg ville lave en film om en kvindelig nynazist. Der er flere og flere kvinder på den ekstreme højrefløj, men der er ikke lavet nogen film om dem. I det hele taget synes jeg, at disse unge nynazister på film er blevet beskrevet meget mere uniformerede, end de er i virkeligheden. Når jeg har rejst rundt i Østtyskland, hvor jeg har set mange nynazister, så ser de meget mere forskellige ud. Der er stor forskel på fjernsynet og virkeligheden, og jeg ville gerne opdatere billedet af dem. Vise dem, som de virkelig er«, siger David Wnendt.

Var din impuls så mere dokumentaristisk end politisk?

»På den filmskole, hvor jeg gik, havde vi faktisk først et år med fiktion og derefter et år med dokumentarfilm, hvorefter man vælger. Så jeg har en baggrund i begge dele. Men jeg skelner ikke så meget mellem politiske og menneskelige ideer, når jeg laver film. For mig går de hånd i hånd«, siger David Wnendt.

LÆS OGSÅ

Første store udfordring for den på mange måder dokumentarisk indstillede instruktør, var spørgsmålet om den besværlige og potentielt farlige research, som han kom til at bruge lang tid på.

»Jeg måtte finde min egen måde at gøre det på. Jeg læste selvfølgelig en masse. Der er skrevet virkelig meget videnskabelig litteratur om emnet. Jeg deltog forklædt i nynazistiske demonstrationer. Det var nyttigt nok, men jeg kunne ikke rigtig komme til at snakke med folk for alvor på den måde. Jeg opdagede efterhånden, at de små byers ungdomsklubber i mange tilfælde var samlingssteder for nazister, hvor de kommer og lytter til musik. Lidt ligesom man i Berlin ved, at visse klubber kun er for nazister. Jeg begyndte at hænge ud i disse klubber og begyndte efterhånden at lære folk at kende«.

Nazidating
»Da jeg skulle til at lave mere dybdegående interview, brugte jeg nazidatingwebsider som f.eks. Odins, hvor hvide ekstremister søger efter ligesindede koner og kærester. Jeg registrerede mig, og så kunne jeg skrive til kvinderne. Jeg skrev til dem og fortalte dem mit navn og forklarede om mit projekt. Jeg fortalte, at jeg var ved at lave en spillefilm om nationalt sindede kvinder, og at jeg ledte efter mennesker, som i den forbindelse havde lyst til at fortælle mig deres livshistorie«.

»Jeg fik hundredvis af mail og endte med at lave fem-seks interview. Det gik rigtig godt. Vi mødtes og snakkede i syv-otte timer. De var meget åbenhjertige og fortalte mig en masse om deres liv, baggrund og synspunkter. Til sidst have jeg nok materiale til at kunne skrive et manuskript ud fra det«.

Var der nogle bemærkelsesværdige fællestræk?

LÆS OGSÅ

»Ja, f.eks. havde de næsten alle sammen nære forhold til en bedstefar eller en oldefar. Mange af pigerne var løbet væk hjemmefra og havde det svært med deres forældre, men havde til gengæld et fortroligt forhold til en bedstefar eller oldefar. De følte, de kunne fortælle hinanden alt og aldrig løj for hinanden. Og hvis denne bedstefar så fortalte dem, at holocaust var en løgn, og at nazitiden var den bedste tid at leve i Tyskland, ja, så troede de på ham. Forskningen viser, at vi i vores verdensbillede er meget mere påvirkede af, hvad vi lærer i vores familier, end hvad vi lærer i skolen eller læser i avisen, så det giver god mening«, mener David Wnendt.

Så Nazityskland bliver på en måde den bedstefar, man kan stole på?

»Lige præcis. For den generation, der levede under Det Tredje Rige vil gerne forsvare deres tid og give deres synspunkter videre. Ikke alle med sådan en bedstefar vil selvfølgelig blive nazist, men hvis andre faktorer spiller ind, kan det gøre en forskel. Hvis f.eks. forældrene er politisk frustrerede og ikke længere tror på demokratiet og hele tiden siger, at politikerne lyver, at valghandlinger bare er en vittighed, og at man alligevel ikke har nogen indflydelse. Hvis der ikke er nogen i nærheden til at fortælle, at demokrati faktisk er et godt system, og at grundloven faktisk er noget at være stolt over, ja så kan det skride«.

Europæisk trend
Er denne mistro til demokratiet særlig udbredt i det tidligere DDR?

»Både ja og nej. Jeg tror, det er en trend ikke bare i Tyskland, men i mange andre europæiske lande. Krisen og udfordringen fra Kina presser. Jeg er opdraget med demokratiet. Vi var sikre på, at demokrati var noget, vi bare havde. Men det er ikke så sikkert mere. Uden vores aktive indsats kan det blive meget anderledes. Folk i Østtyskland har til gengæld oplevet, at et system kan forandres meget pludseligt«.

»De voksede op med ét system, men i løbet af ganske få dage og uger forsvandt det og med det meget af det, man tog for givet i tilværelsen. Så de har en fornemmelse af, at det nye vestlige system også godt kan forsvinde hurtigt igen. I Tyskland er det sådan i dag, at det kun er lige godt 50 pct., der uden videre mener, at demokratiet er det bedste tilgængelige system. Tallene er værst i Øst, men også i Vest går det den gale vej«.

Man plejer nærmest at sætte lighedstegn mellem den høje ungdomsarbejdsløshed i Øst og det større antal nynazister. Er det mere komplekst end som så?

»Ja, det tror jeg. Alle de piger, jeg snakkede med, var meget globalt bekymrede. Det var faktisk før krisen, men de var overbevist om, at Europa ville blive ødelagt af de fremmede. Men de havde faktisk alle sammen selv arbejde. Jeg tror ikke nødvendigvis, at frygten for arbejdsløshed har så meget med realiteterne at gøre. Jeg kom en del i en ungdomsklub, hvor der kom mange nazister, og de havde stort set alle sammen arbejde«.

»Til gengæld tror jeg simpelthen, det er blevet moderne at være imod indvandrere, flygtninge og fremmede i almindelighed. Og det gælder i særlig grad i regioner, hvor man næsten ikke har nogen immigranter! Jeg hørte mange skolepiger udtale sig om deres modstand mod de fremmede, men de boede i byer, hvor der måske kun var en enkelt eller to«.

Ind i miljøerne

Var du nogen sinde nervøs over at skulle bevæge dig i de nynazistiske miljøer?

David Wnendt trækker lidt på det. Helt rolig var han vel ikke. På den anden side følte han sig hele tiden overbevist om, at faren ikke var så stor, som andre ville have ham til at tro. Hans adresse var ikke nogen hemmelighed på internettet og han havde aldrig nogen konkrete problemer.

»Selvfølgelig opleves det som meget anspændt, når man deltager i en demonstration omgivet af så mange meget vrede mennesker. Men rigtig bange var jeg ikke«, siger Wnendt.

David Wnendt lavede sin film, før skandalen om de racistiske mord brød ud i Tyskland, men da ’Kriger’ fik premiere, rullede skandalen i fuld fart. Wnendt er ikke i tvivl om, at ’Kriger’ på den konto fik mere opmærksomhed, end den ellers ville have fået.

LÆS OGSÅ Bondes Oscar-film skaber identifikation med Palæstina-modstand

Faktisk mener han, at man i årene forinden havde nået et punkt, hvor man ikke rigtig orkede at beskæftige sig med problemet med nynazister længere. Så hellere vende det blinde øje til. Nu blev hans film en del af en hidsig debat.

Det var spændende og en vigtig tid for ham. Ligesom det blev vigtigt for ham at finde et helt andet emne til sin næste film. Man kan ikke lave to film i træk om nazister uden at blive sat i bås, forklarer Wnendt. Hans nye film, som endnu ikke har haft premiere, hedder ’Feuchtgebiete’ (’Vådområder’).

En seksuelt bramfri film om en smuk 18-årig pige, der er stærkt optaget af sit køn, sine hæmorroider og enhver knast og plet på kroppen. En intim film med indre monologer og en filmatisering af en kontroversiel roman af den tidligere tv-vært Charlotte Roche. Altså ikke flere nazister med og uden datingsite for David Wnendt i denne omgang.

fortsæt med at læse

Ombrust dansk familiefilm skal have en toer