Nynazisme har gudskelov et på én gang afskyvækkende og latterligt skær i de fleste danskes øjne.
Men hvor stor er egentlig forskellen på 'ariske' skinheads og så de andre bander, der lader kuglerne flyve gennem vores forstadskvarterer?
Til grund for dem alle ligger vel en forestilling om den enkeltes tilhør til og loyalitet over for 'stammen' - i stedet for 'samfundet' i den betydning, der også inkluderer personer med anden levevis og tankesæt end bandens medlemmer.
Nazikriger
Denne ekskluderende kynisme over for 'de andre' er måske ikke så forskellig fra den, man finder pletvis blandt velbjergede logemedlemmer m.fl. i den anden ende af socialklasserne, men når man umiddelbart associerer til den hjemlige bandekrig, skyldes det jo, at personerne i den spillefilmdebuterende instruktør David Wnendts film 'Kriger' forekommer så bekendte.
Tag nu titelpersonen, Marisa, en lige så forbitret som følelsesforkommen 'Kriegerin', som originaltitlen lyder.
LÆS OGSÅ
Hun bor endnu hjemme og hjælper til i kassen i provinsbyens lille supermarked, som hendes enlige mor bestyrer.
Marisa har hagekors tatoveret hist og her, og på ryggen står der 'Aryan Skin Girl' i nazitypografi. Hun er karseklippet på issen, men langhåret i siderne og nakken. En sej, desperat 'nazigroupie', som der hånligt bliver råbt efter hende - og spillet med dødsforagtende aggression og nærvær af Alina Levshin.
Destruktive mønstre
At man roligt kan være urolig for hende, fremgår krystalklart, da hendes plads som 'dronning' i den unge nazibande trues af den 14-årige Svenja, der også kommer til i teenagetrods mod forældrenes autoritet.
Raseriet får Marisa til at 'straffe' et par afghanske knægte fra en nærliggende flygtningelejr - men så voldsomt, at hun selv får anfægtelser.
Og snart vil hun gøre uretten mod afghanske Rasul god igen ved at hjælpe ham til Sverige, hvor han har familie. Men det er en farlig kurs at vælge, stik imod verdenssynet hos den besiddende kæreste Sandro og co.
Håndfast, men virkningsfuldt fører filmen os stadig tættere ind på nazibandens samvær og tankegang - herunder et par gammelnazistiske tågehorn, der ser nyt håb i de unge - i takt med at Marisa selv modstræbende fjerner sig mere og mere fra det hele.
Jo mere fjendtligt hun behandler sin mor, des mere får vi også opklaret om det betændte forhold mellem moren og den døende morfar - ham, der har opdraget sin ’lille prinsesse’ til ’kriger’.
Og jo mere bøvet naziklovnerne ter sig - »Deutschland, erwacht!« - desto tydeligere viser Wnendt os deres håbløse livsudsigter i det tidligere Østtyskland, hvor arbejdsløsheden er høj, og hvor der ikke er foregået samme opgør med nazismen og racismen som i Vesten.
Som den finskestiske forfatter Sofi Oksanen sagde her i avisen i lørdags: »I Vesten handlede Anden Verdenskrig om race, østpå handlede den om politik og undertrykkelse; var man kommunist, eller var man ikke. I Vesten blev krigsforbryderne retsforfulgt, i Øst fik de lov at blive siddende«.
En slags happy end
'Kriger' postulerer ikke at 'forklare' nynazismens opståen; man kunne tværtimod godt ønske sig mere baggrund på Sandro og et par af de andre i banden.
Og trods den håndfaste styring af handlingsgangen sikrer Marisas anfægtelser og 'omvendelse' bestemt heller ikke 'Kriger' nogen happy ending i gængs forstand.
Alligevel formidler filmen et håb i kraft af sin indsigt i de unges livsvilkår og reaktionsmønstre.
LÆS OGSÅ Frustrerende mørk eksperimentalfilm dykker ned i selvmordet
Selv fatter de forvildede og forbitrede glatnakker ikke, hvad deres verdenssyn udspringer af eller kan resultere i.
Heller ikke på det punkt tror jeg, filmens figurer adskiller sig synderligt fra flertallet af danske bandemedlemmer og -brude, uanset etnisk herkomst.
Men fordi filmen anskueliggør, at forbryderisk dumheder ikke opstår af ondskab, men af omstændighederne, tør vi selv håbe, at det, vi forstår, kan vi ændre.
fortsæt med at læse
