Det er for lydens og fotograferingens skyld, man kan unde sig selv at se debutanten Leonardo Brezickis film 'Night'.
De brægende får, de bimlende kirkeklokker eller en mere fortvivlet end liderlig seksualakt gengives lydmæssigt så præcist af filmens erfarne tonemester Leandro de Loredo, at man føler sig fysisk til stede i dele af den argentinske instruktørs værk.
LÆS OGSÅ
Også Max Ruggieris billeder virker som skarpe og smukke gengivelser af stemninger fra et tidspunkt mellem natten og dagen, hvor alt og også følelser tenderer til at klinge anderledes, end det gør i klart lys.
Forbliver en gåde
Lys og liv er der i øvrigt ikke meget af i denne molskala af en film. Titlen 'Night' skal oversættes både bogstaveligt og som en metafor. Det er en forestilling om et knugende, blivende mørke, som lyd- og kamerafolk iscenesætter dygtigt i fortællende stemninger. Problemet er, at handlingen, skuespillet og selve ideen med 'Night' delvist forbliver en gåde, efter at det sidste billede af et natmørkt landskab har fortonet sig.
Noget af ideen har været at vise, hvad der sker blandt venner, som sårbare står tilbage, efter at en i vennekredsen har begået selvmord. Hans navn var Miguel, og han er den fraværende hovedperson i 'Night'. Miguel holdt af at samle på lyde og også af at skrive sine tanker ned.
Gennem 'Night' løber gengivelser af hans optagne lyde og også oplæsninger af hans efterladte ord, mens vennerne lige så meget hver for sig som sammen forsøger at indkredse, hvem han var, hvad han betød for dem, og hvad der hændte.
I nattetimer befinder en håndfuld af vennerne sig på et sted, hvor Miguel også plejede at være. Men intet mellem de her stift spillede unge mennesker forløses undervejs, mens det med kunstfærdige stemmeføringer og ved hjælp af Miguels efterladte notater antydes, at hans far måske var transvestit, og at han selv måske var biseksuel.
I løbet af natten prøver de unge at nærme sig hinanden. Men ordudvekslinger, kys og sex forekommer alt sammen forkrampet på sorgens klangbund.
Bedre som installation
I udgangspunktet er der jo intet i vejen med antydninger. Tværtimod kan de i mange tilfælde være det bedste for kunsten. Men i tilfældet 'Night' optræder for eksempel tableauer af en fortvivlet masturberende yngling og gentagelser af en sætning som »jeg hader køer«, uden at det flytter noget som helst i filmens store og hele.
Ligesom andet i 'Night' bidrager det i bedste fald til - igen - at pege på, at Miguel var en ung mand i svær ubalance før selvmordet.
Den pointe falder tidligt, ligesom det også ret hurtigt bliver klart, at han har efterladt en flok venner, der ikke aner, hvad de skal stille op med hinanden. Det bedste i 'Night' er det øjeblik, hvor en stærk sangtekst synges af en stærk stemme akkompagneret af rusten guitar.
LÆS OGSÅ Mindreårige i g-strenge begår brutalt røveri på CPH PIX
Det meste af resten kredser i frustrerede cirkler som et sindenes ekko af et ubegribeligt dødsfald. Havde gentagelserne været færre, kunne 'Night' være blevet en stram og sanselig oplevelse af stumt savn. Også som videoinstallation kunne lydene, billederne, sangen og dagbogslæsningerne nok have fungeret bedre og lignet en mismodets og tusmørkets collage over Miguels død.
At stable en hel spillefilm på benene kræver noget andet end det, 'Night' har, hvor handlingen ligner et påskud og nærmest er mere i vejen end til stede. Men klokkernes kimen, insekternes summen og nærsynet af vildt voksende græs fungerer glimrende.
fortsæt med at læse
.JPG)
.JPG)
