Da den palæstinensiske bonde Emat Burnat i 2005 fik sin fjerde søn, Gibreel, købte han et kamera og begyndte at filme sine drenge, sin hustru, deres jord i landsbyen Bil’in og beboernes demonstrationer mod, at Israel ville tage mere end 50 procent af deres jord og markere det ved at opføre en mur.
Filminstruktør ville Emat Burnat egentlig ikke være. Ikke desto mindre blev hans optagelser grundstoffet i filmen ’5 Broken Cameras’, som han skabte sammen med den israelske dokumentarist Guy Davidi.
Siden filmen blev færdig, har den modtaget bl.a. en hovedpris på festivalen Sundance. Senest har den været nomineret til en Oscar – i øvrigt i lighed med den israelske dokumentarfilm ’The Gatekeepers’.
Sjældent indblik
’5 Broken Cameras’ giver sjældne indblik i, hvordan dagliglivet med børn, afgrøder, bevæbnede soldater, demonstrationer, anholdelser, skudsalver og stenkast er. Hele fem år og lige så mange ødelagte (typisk beskudte) kameraer strækker filmen sig over.
Inden den er slut, er flere mænd døde i modstandskamp, mange er såret, Emat Burnat har både været anholdt og indlagt, og Gibreel er begyndt at spørge til krigen og formulere sin vrede.
LÆS OGSÅ Oscar-nomineret palæstinenser tilbageholdt i Los Angeles
»Efter at den sidste rest af barndommen er forsvundet, er kun vreden tilbage«, siger Emat Burnat undervejs i den lidt vemodige speak, hvormed han binder sine billeder sammen. Derefter tilføjer han, at vrede er en svær størrelse at styre.
Den er også barsk at vokse op med, kan man se i de større børns alvorlige ansigter. Drengene i Emat Burnats og Guy Davidis film bliver tidligt små voksne, der tager ved lære af fædre og onkler, som er mere eller mindre centralt placeret i den palæstinensiske modstandskamps eget hierarki i landsbyen.
Skaber identifikation med stemmen
Emat Burnat ignorerer ikke, at der også blandt palæstinensiske oprørere er pamperi og hykleri. Han siger klart, hvorfor han er nødt til at blive ved med at filme: »For at hele de mange sår, se livet i øjnene og for at overleve«.
Hele vejen igennem ’5 Broken Cameras’ kommer den personlige fortællestemme og det håndholdte kamera til sin ret. Emat Burnats stemme skaber identifikation. Hans kameraer kan gå meget tættere på de forskellige situationer i døgndrift, end et større kamerahold ville kunne.
Sådan lykkes det egentlig Emat Burnat at optræde som den diskrete tilstedeværende, der kan sætte spot på det alarmerende utilslørede i et filmisk tonefald, der klinger af lige så meget mismod som håb.
fortsæt med at læse
