Det grå guld findes jo. Så hvorfor ikke gå efter det? Uden ligefrem at blive blockbustere kan film om gamle mennesker sagtens blive en god forretning. Samtidig med at man giver stemme til en del af befolkningen, der både i livet og på lærredet ellers er blevet parkeret på birollernes plads. LÆS OGSÅBlodet buldrer som motorolie i original skæbnefortælling 'The Best Exotic Marygold Hotel' var den kommercielle ahaoplevelse for filmbranchen. Michael Hanekes 'Amour' den kunstneriske.
Under niveau Nu kommer Danmark så også i al beskedenhed med om bord i veteranbilen. Ligefrem 'Amour' behøver det jo ikke være, men 'Det grå guld' er nu lige at underspille ambitionsniveauet! Der er ikke meget spræl i den meget lille og noget fladt instruerede historie om tre ikke særlig gamle, der er blevet tilovers. LÆS OGSÅÅrets stærkeste film sparer ikke sit publikum for noget Annette og Holger bliver sat på gaden for at give plads til ungdomsboliger og er ved at opgive ævred. Men så møder de Annettes gamle dansepartner John. John er nu bankmand. Måske kan han hjælpe? Nej, for få dage efter deres første møde bliver John gammelfyret. Med Annette som drivkraft beslutter de tre grå ulve sig for at røve en bank.
Mangler et holdepunkt At 'Det grå guld' er blevet lavet er i sig selv opmuntrende, og filmen formulerer såmænd fint ældre menneskers følelse af at føle sig sat på porten af de moderne tider. Problemet er, at 'Det grå guld' er en kupkomedie, hvor man samtidig skal tage personerne alvorligt, og det går ikke, fordi 'Det grå guld' vakler usikkert mellem sjov og alvor. LÆS OGSÅHård filmnegl er på udebane i bevidstløs rutineaction Birthe Neumann er altid en fornøjelse på et lærred, men kemien med Lars Knutzons knarvorne Holger og Kurt Ravns vimse danse-John er tam. Filmens bedste scene er ren comedy, da Anders Matthesen folder snakketøjet ud som våbenhandleren Kenny Swein Olsen. Anden er sjov. Resten af filmen vralter lidt gumpetungt.