Det siges, at nogle af menneskets bedste drømme er dem, hvor det flyver ved egen kraft: breder armene ud, letter og svæver fri som fuglen. Søvnen giver de drømmeflyvende lykkelige øjeblikke, hvor tyngdekraften er ophævet, og højdeskrækken er overvundet.
At turde svæve
Længslen efter at overvinde frygt og flyve er et af temaerne i Jon Bang Carlsens nye film ’Blinded Angels’. En forhenværende paraglider tager til Sydafrika i håb om at få lov til at flyve fra en bjergtop, selv om han nu er blevet blind. Den blinde mand spilles af den blinde forfatter og tegner Rune T. Kidde. Han er instruktøren Jon Bang Carlsens alter ego i filmen, hvor Bang Carlsen spiller sig selv.
Han giver sig til kende som en midaldrende mand, der længes efter at svæve, men ikke tør og derfor instruerer Rune T. Kidde i rollen. ’Blinded Angels’ er også en kærlighedshistorie mellem den blinde mand og en sydafrikansk stuepige, der bliver tævet af sin ægtemand. Og så er det en spirituel film med mange bibelske referencer. Og med sangen ’Se, nu stiger solen af havets skød’ som tilbagevendende musikalsk tema.
Tal lidt mindre
At ’Blinded Angels’ udspiller sig i et grænseland mellem fiktion og dokumentarfilm, er ikke problematisk i sig selv. I udgangspunktet er det udfordrende på en fin måde med en film, der foregår på flere planer og indeholder flere historier og temaer.
Men i ’Blinded Angels’ kastes så mange tråde ud, at nogle af dem bliver for dunkle. Et eksempel er filmens bibelske referencer. Den blinde i filmen er »en fuldfed metafor for at prøve at se Gud over skulderen«, siger Jon Bang Carlsen et sted.
Det lyder interessant. Men man når ikke at lodde dybden af sætningen, inden filmen er gået videre, og instruktøren er i gang med at formulere andre sætninger, der også lander for tungt et sted mellem det højtidelige og det patetiske, selv om det næppe er hensigten med dem.
Jon Bang Carlsen vil vise sin metode og fremlægge sine motiver, men det kunne han måske have gjort mere tydeligt og mindre støjende ved at tale mindre i filmen selv. Det er, som om hans egen figur og stemme står i vejen for filmen.
Bedre end ord
Alligevel er der nogle rigtig gode grunde til at se ’Blinded Angels’. En af dem hedder Bonnie Mbuli og spiller stuepigen. Hun har en afvæbnende humor og en slagfærdighed, der bløder den tunge tone op. Også anvendelsen af ’Se, nu stiger solen’ fungerer godt. Melodien dukker op i forskellige arrangementer og på flere sprog undervejs og bliver en smuk, rød tråd filmen igennem.
Endelig er der billederne. ’Blinded Angels’ indeholder mange helt fantastiske billedoplevelser, der bedre end mange ord viser, hvorfor mennesker længes efter at flyve som engle. Et sted i filmen slukkes en skovbrand på et bjerg i Sydafrika, og da ser det ud, som om engle danser i himlen. ’Blinded Angels’ er en smuk og meget mærkelig film.
fortsæt med at læse






























