Engang da Jon Bang Carlsen var ganske ung, det var, da han boede i fødebyen Århus og gik på gymnasiet, havde han en kæreste, der var smuk, men på en lidt kold måde. »Selv var jeg en relativt køn ung mand«, siger han. En dag kom kæresten og Jon gående med hinanden ved armen ned gennem en lang glasgang, hvor endevæggen bestod af et spejl. Kæresten pegede derned og sagde: »Åh, det er derfor, vi kommer sammen, Jon. Vi ser så brandgodt ud sammen«. Det var så enden på det. Er der noget, Jon Bang Carlsen ikke vil være, er det blot til pynt. Er der noget, han afskyr, er det overfladeglathed. »Hvis jeg overhovedet havde haft nogen lidenskab, var den kølnet, for det var ren form«, siger instruktøren.
Instruktørens alter ego
Hans nye film, der får biografpremiere i dag, handler om alt det. Titlen er ’Blinded Angels’, og filmen er tredje del af Bang Carlsens trilogi med sydafrikanske temaer. Forfatteren Rune T. Kidde har rollen som instruktørens alter ego, en mand der er blevet blind, men som vender tilbage til Sydafrika for at genopleve den para-glidning, han elskede som ung, men som blinde ikke må foretage.
I ferielejligheden møder han stuepigen Elizabeth (den sensationelle Bonnie Mbuli, der også kan ses i Philip Noyces fremragende ANC-drama ’Catch a Fire’). Hun bliver hans øjne – og guide gennem mangt ... og meget. Og indimellem træder vi et skridt bagud og ser Jon Bang Carlsen og hans hold filme og f.eks. udspørge spillerne om, hvad de synes, der skal ske nu. Kan høre hjertet slå Lige fra begyndelsen, fra han i 70’erne og 80’erne lavede film med klassiske titler som ’Dejlig er den himmel blå’, ’En fisker i Hanstholm’, ’En rig mand’ og ’Næste stop – paradis’, har Jon Bang Carlsen arbejdet inden for en genre, som han i høj grad selv har været med til at definere. En genre, der i de senere år er blevet en stor succes også internationalt. »Jeg har et temmelig problematisk forhold til det, skuffemennesker kalder dokumentarisme«, siger han og bliver fri for at definere sig selv for præcist, »og det skuffemennesker kalder fiktion. For mig løber de to verdener helt ind i hinanden«. Hvordan har du selv oplevet, at det er blevet en genre, hvor navnene flokkes? »De fleste af dem, der laver film i feltet mellem dokumentarisme og fiktion, bruger nogle historier, der er langt mere journalistiske historier end mine. Jeg fungerer bedst der, hvor intet sker. Så kan jeg høre mit hjerte slå i brystkassen, så kommer der alle mulige historier frem. Når der er en helvedes masse larm i gaden, kan jeg ikke høre historien«.
