En både kraftfuld, nervepirrende og tankevækkende film om et kontroversielt og følsomt seksuelt emne. Det kunne have været en beskrivelse af Thomas Vinterbergs første Cannes-billet ’Festen’, men de samme ord synes jeg med god ret kan bruges om ’Jagten’.
De to film har også den samme slags titel, og det er oplagt at se dem som intimt beslægtede på trods af de 14 års aldersforskel.
Faktisk udspringer historien i ’Jagten’ af nogle reaktioner på ’Festen’. Hvor ’Festen’ handlede om incest, handler ’Jagten’ om pædofili. Eller rettere mangel på samme. Det hedder sig, at der ikke går røg af en brand uden ild. Men det gør der i dette tilfælde, hvor pædagogmedhjælperen Lucas bliver anklaget for at være uterlig over for børnene i børnehaven. Bålet bliver hurtigt stablet op.
LÆS OGSÅ Vinterberg høster bragende bifald
Snebolden ruller
Lukas er uskyldig. Men anklagen kommer fra et barn og er derfor svær at forsvare sig imod. Hvordan skal man kunne modbevise det? Hvordan bevise, at man ikke har fremvist sin stive tissemand?
Børn lyver da ikke. Emnet er unægtelig ømfindtligt. Man er jo nødt til at tage enhver mistanke dødsens alvorligt, men samtidig vil ’Jagten’ vise, hvordan voksne i nogle tilfælde – med deres voksenfantasi – skaber en seksuelt ladet stemning, hvor børn kan føle, de har noget at leve op til.
»Klara, du er rigtig god til at svare på mine spørgsmål«, roser psykologen i Bjarne Henriksens skikkelse og sætter fingeren indirekte på det ømme punkt.
Børn vil nemlig så gerne gøre de voksne glade og tilfredse. Det kan misbrugere af børn udnytte, men at det også kan gå gruelig galt med modsat fortegn, er, hvad ’Jagten’ handler om. At mistanke om seksuelt misbrug på børneinstitutioner og skoler kan udvikle sig epidemisk, er noget, man ved.
At den lille Klara anklager Lucas, får en ganske troværdig forklaring, synes jeg. Storebror har stukket pornobilleder lige op i næsen på hende. Klara er glad for søde Lucas, der er bedre til at lytte til hendes behov end hendes forældre, der har travlt med at skændes. Så Klara laver et perlehjerte til Lucas og overrasker ham med et kys.
Da han venligt, men bestemt, forklarer hende, at den slags går ikke, føler hun sig svigtet. Og så ruller snebolden.
Sagen får en klodset behandling i børnehaven, og inden man kan tælle til tre, er mistanke blevet til vished og den vellidte Lucas til et monster, der har misbrugt ikke bare ét, men adskillige børn.
Mads Mikkelsens indlevelse
Heldigvis sørger Thomas Vinterberg og Tobias Lindholms manuskript for, at man sagtens kan forstå både forældrenes og pædagogernes reaktioner.
Situationen er potentielt sprængfarlig, når først tanken er sået i systemet. Den ene dag forlanger man, at pædagogen både skal være kærlig over for børnene og skal kunne tørre dem bagi. Den næste dag er sådan en handling et indicium på en slibrig karakter.
’Jagten’ følger Lucas’ pludselige nedstigning til helvede i parcelhuskvarteret. Hvor han før var bedsteven med jagtgutterne, er han nu selv jaget vildt. Uden fredningstid.
Alt fryser sig afvisende til omkring Lucas, der ellers lige var ved at samle sig sammen og få fod på et nyt liv efter en fyring og en hård skilsmisse. Han var ved at tilkæmpe sig mere tid med sønnen Marcus, og en sød ny kæreste i skikkelse af Nadja havde også meldt sig på banen.
Hvordan kæmper man imod, når man hverken kan eller må forsvare sig? Det er nervepirrende som i en Hitchcock-film, men Lucas kan ikke drage ud for at finde den sande skurk. Eneste skurk er rygter og anklager, og som i en Douglas Sirk-film fra 1950’erne er det mere end nok.
Forbløffelsen, nedturen, forvirringen og vreden, da chikaneriet tager til. Mads Mikkelsen tager hele turen med, så man ikke et sekund slipper sin indlevelse i hans pinefulde og djævelske dilemma.
Sexsymbolet Mads Mikkelsen leverer som børnehavepædagog en nuanceret og troværdig præstation, der lægger nye alen til. Ikke mindst har han blik for filmens undertekst, som handler om den moderne, følsomme mand i klemme mellem konsekvente kvinder uden nåde.
Vi møder kun ekskonen Kirsten i telefonen, men hun lyder som en endnu mere skrap og ukuelig selvsikker model end nabokonen Agnes. Det er en lille og meget effektiv vittighed i filmen, at Lucas’ hund Nanny længe efter skilsmissen stadig reagerer med gøen og piben, når ekshustruen Kirstens navn bliver nævnt.
LÆS ARTIKEL
Smukke skovbilleder
En intens interesse for menneskelige og moralske dilemmaer og et gudbenådet talent for at instruere børn er to af Thomas Vinterbergs spidskompetencer, som han forener i ’Jagten’. Det gennemarbejdede manuskript er levende og skarpt i sine dilemmaer hele vejen igennem.
Vinterbergs instruktion af Annika Wedderkopp som Klara er et lærestykke i indlevelse i børn, og også Lasse Fogelstrøm som teenagesønnen Marcus er ramt i plet.
Blandt de voksne skuespillere bider man foruden Mads Mikkelsen især mærke i to. Lars Ranthe som den solidariske ven Bruun understreger, at han efter ’Dirch’ er rykket ind blandt dansk films elitespillere.
Uregerlige Thomas Bo Larsen er en slags talisman for Thomas Vinterberg. Hans evige tilstedeværelse kan virke distraherende for illusionen i Vinterbergs film, men som Lucas’ ældste ven og nyeste fjende Theo leverer Thomas Bo Larsen en af sine mest troværdige roller til dato. Også Anne Louise Hassing er god som hans kone Agnes, mens Alexandra Rapaport er et frisk, sensuelt pust som den nye kæreste Nadja fra det fremmede land.
Især skovbillederne er smukke i ’Jagten’, men det bliver ikke en forstyrrende skønhed. Skoven med dens dybe stille ro, kobberrøde løv og bukke, der kun er jagtbytte og ikke syndebukke, får status som et visuelt og mentalt helle i det meste af filmen.
Og ’Jagten’ smyger sig sikkert uden om enhver tendens til provinsgroteske. Indbyggerne i det lille samfund er ægte mennesker med forståelige reaktioner. Det føler man faktisk, selv når heksejagten udvikler sig med rystende hastighed.
’Jagten’ tilbyder et dansk hverdagsbillede, som man normalt skal til Annette K. Olesen eller Pernille Fischer Christensen for at finde mage til. Med et klart blik på den danske virkelighed og dens problematiske sider uden at ende i hverken endimensionel realisme eller melodrama har Vinterberg skabt et drama af en ægte støbning.
Jagten på en instruktørpris
’Jagten’ er en af de absolut stærkeste film i konkurrencen hidtil, så chancen er der, selv om det typisk er mere udtalt kunstneriske film, der løber med Guldpalmen. Men jagten på en instruktørpris eller en jurypris er gået ind for alvor. Og sker det, kan jeg ikke forestille mig andet, end at premieredatoen bliver rykket frem (i skrivende stund står der efterår 2012 på opslagene her i Cannes).
I filmen kunne jagtmotivet let være blevet en noget klodset metafor, men også det fungerer. Både i historien og som symbol på en mandekultur, det måske var på tide at værne noget mere om. Der bliver svinget med bægrene og skrålet, når jagtvennerne mødes. De synger selvfølgelig den med »Så gi’r han nok en lille én, en lille én, en lille én«.
Men tonen får en anden lyd, da man næsten synes at kunne høre en tavs stemme snige sig ind i mandskorets kollektive bevidsthed med en hviskende anklage: »Så ta’r han nok en lille én, en lille én, en lille én, en lillebitte én«.
fortsæt med at læse
