I en skrammet forstad til arbejderbyen Detroit kunne man for fire årtier siden se en tynd musiker vandre vegeterende omkring aften efter aften uden at give indtryk af at være noget særligt.
Men særlig var han, Sixto Rodriguez, sagde folk.
LÆS OGSÅ Vred ung mand genudgiver vellykket album
Den unge mand med den mexicansk/indianske baggrund havde talent til at blive den nye Bob Dylan.
Så i 1970 og ’71 fik Rodriguez udgivet et par roste plader, der floppede. Hvorefter han blev fyret fra branchen og glemt igen af de allerfleste.
Gennemsyret musikbranche
Det ændrer den svenske musikvideoinstruktør Malik Bendjelloul på nu.
Fire årtier efter sin kommercielt betragtede totale fiasko med den ikke desto mindre åbenlyst talentfulde debutplade ’Cold Facts’ er Sixto Rodriguez hovedpersonen i filminstruktøren Bendjallouls dokumentarfilm ’Searching for Sugar Man’.
En film med den glemte musikers lyssprækkede og dog stærke stemme, tidløse tekstskrivning og slidstærke melodier som gennemgående lydspor. En film om en musikbranche gennemstyret af penge og gennemsyret af higen efter berømmelse.
Og til sidst og slet ikke mindst en film om et ydmygt menneske, der har taget sine fiaskoer med sig uden at blive bitter og har nydt sine succeser uden at få storhedsvanvid.
Idoliserer ikke berømmelsen
Sixto Rodriguez eksemplificerer i Bendjallouls film myten om talentet, der aldrig fik succes som fortjent.
Men noget af det betagende ved filmen er, at den ikke idoliserer berømmelse.
Dokumentarfilmene er flyttet fra tv til biografenTværtimod er ’Searching for Sugar Man’ på samme tid en kærlighedserklæring til musikken og kunsten og et dementi af, at succes er lig lykke, og at livsglæde er et synonym for at blive beundret af mange og få penge for det. Rodriguez fik ikke den gevinst, som talentkonkurrencer står i kø for at lokke med: synlighed.
Som dokumentarfilmen om ham mere viser end siger, har han levet aldeles glimrende uden.
Forbudt i sydafrikansk statsradio
Der var dog mindst et land, hvor Rodriguez ad åre og sandsynligvis helt tilfældigt blev en stjerne, da han i øvrigt var droppet af sit pladeselskab hjemme i Detroit og ganske som før pladekontrakten havde arbejdsmandsjob som nedriver og oprydder i en filial af byggebranchen.
På en eller anden vis havnede en kopi af hans debutplade i Sydafrika, hvor en del af filmen foregår.
For mens apartheid undertrykte befolkningen i Sydafrika, spredtes Rodriguez’ sange om stoffer, sex, nød og håb via kassettebånd til voksende fanskarer, der blot tog hans musik endnu mere til sig, da nogle af sangene blev forbudt i den sydafrikanske statsradio.
Som et symbol på oprør, racelighed, ytringsfrihed og anden modstand mod apartheid fik Rodriguez stjernestatus i Sydafrika.
Søgen efter musikeren
Der troede man, at han var død. At han havde sat ild til sig selv eller skudt sig selv på scenen. Indtil blandt andre en pladebutiksejer og en musikjournalist satte sig for at undersøge historien om Sixto Rodriguez.
Deres søgen efter musikerens færden og skæbne er den dramaturgiske gåde og handlingstråd i dokumentarfilmen, og Bendjalloul sørger for at forfølge den ufortrødent som en detektiv gennem interview med de to opdagelsesivrige sydafrikanere, sekvenser med amerikanske pladeselskabsfolk og Rodriguez’ døtre, optagelser fra både Sydafrika og USA og fornemt iscenesatte tilbageblik.
Også fra perioder, hvor der ingen billeder findes af Rodriguez selv.
I sådanne sekvenser går dokumentarfilmen fra det levende billede til sort/hvide stregtegninger i glidende bevægelser, der gør opmærksom på, at vi er ovre i fiktion og fantasi, samtidig med at de er smukke.
Mere end levende
Lang tids søgen giver endelig tydelige spor efter Rodriguez, der overhovedet ikke har begået selvmord.
Her kunne en dogmatisk realismediscipel være i sin gode ret til at indvende, at instruktøren går til yderligheder for at mystificere historien.
Sandheden er nemlig, at Rodriguez med få, ujævne mellemrum gennem årene har haft et publikum ikke blot i Sydafrika, men også i blandt andet Australien.
Og som filmens sidste halvdel også viser, har han faktisk optrådt live i Sydafrika til store publikumsskarers udtalte begejstring.
Væsentligt og uvæsentligt
Imidlertid retfærdiggøres Bendjellouls valg uproblematisk af især to forhold:
For det første er filmen i forvejen fyldt med informationer om musikbranchens nogle gange besynderlige veje og afveje inklusive ubesvarede spørgsmål om bortkomne royalties og afbrudte kontrakter.
For det andet og større er det instruktørens fravalg af pedantisk fokus på konkrete kendsgerninger, der giver plads til at gøre stoffet til en alment vedkommende historie om, hvad der er væsentligt for et menneske. Og hvad der er uvæsentligt.
Belønninger, der ikke kan måles
Heldigvis uden at formulere det i ord viser ’Searching for Sugar Man’, at nok blev Sixto Rodriguez en af i øvrigt mange musikere, som branchen ydmygede ved at fyre ham. Og ganske vist kom han til at slide og slæbe sig gennem årtier som unavnkundig lønarbejder i Detroit.
Men som døtrene kan fortælle i filmen, fik de alligevel musik, billedkunst, litteratur og filosofi med sig, og der findes belønninger, man ikke kan måle.
Prestigefyldte priser
Malik Bendjelloul har for øvrigt modtaget nogle attraktive bekræftelser for filmen.
Blandt andet vandt han to store priser på filmfestivalen Sundance. Herunder publikumsprisen, hvad man godt kan forstå. For handlingen og meningen med den og ikke at forglemme det gennemgående fantastiske lydspor gør alt i alt ’Searching for Sugar Man’ til en film, det er dejligt at forelske sig helhjertet i.
Og skulle man komme til Detroit, er det med stor sandsynlighed stadig muligt at se en nu 70-årig og stadig meget slank Sixto Rodriguez tænksomt vandre omkring i aftentimerne i en af forstæderne.
Uden at give indtryk af at være noget særligt.
fortsæt med at læse
