Britiske Joe Wright har gjort det til sin levevej at filmatisere litterære mesterværker.
Jane Austens ’Stolthed og fordom’ blev hos Wright til en lysende frisk, men også meget traditionel filmatisering, mens Ian McEwans ’Soning’ blev til en sansemættet og overlæsset film, der druknede romanens inderlige menneskelige drama i filmens storslåede ydre.
Begge film var præget af et filmisk overskud, der bl.a. kom til syne i en energisk kameraføring og unikt gennemarbejdede lydsider, men Wrights forsigtighed i forhold til de litterære forlæg gav et artigt præg.
Tidløs skildring af kærligheden
Det samme kan ikke siges om hans filmatisering af Leo Tolstojs kolossale kærlighedsroman ’Anna Karenina’.
Tolstojs roman handler om titlens Anna, der forelsker sig hovedkulds i den unge officer Vronskij, men ’Anna Karenina’ er samtidig langt mere; den er en freske over 1870’ernes Rusland og en tidløs skildring af kærlighedens mange ansigter.
Romanen er over 800 sider lang og så rig på detaljer og beskrivelser, at ethvert forsøg på at mime det litterære forlæg ville være lig med kunstnerisk selvmord: Wright ville blive slave af det skrevne ord og af arbejdet med at rekonstruere den historiske epoke.
SE TRAILER
Så meget desto rigtigere virker hans beslutning om trofast at bevare handlingen, personerne og dele af dialogen, men give slip på den historiske lighed.
I stedet for at forsøge at genskabe Rusland anno 1874 lader Wright således filmen foregå på en teaterscene. Scenen er både hjem for moskovitten Stiva Oblonskij (Matthew Macfadyen), der tilkalder sin søster, Anna Karenina (Keira Knightley), fra Sankt Petersborg, da hans hustru, Dolly (Kelly MacDonald), truer med at forlade ham.
Men scenen udgør også gaden, restauranten og balsalen, hvor den unge hvidklædte Kitty (Alicia Vikander) håber at vinde Vronskij (Aaron Taylor-Johnson), mens han kun har øje for den sortklædte Anna.
Omverdenen forsvinder
Balscenen er filmens glansnummer, og som i ’Stolthed og fordom’ bryder Wright enhver naturalisme for i stedet at lade scenen være fortalt i én ubrudt kamerabevægelse gennem den forelskedes kikkertsyn; omverdenen forsvinder, mens Anna og Vronskij snurrer om hinanden i en skæbnesvanger vals, og Anna glemmer alt om både mand (rørende spillet af Jude Law) og søn hjemme i Sankt Petersborg.
Det teatralske fungerer dels til at skabe meget hurtige sceneskift. Figurerne skal ikke først ud på gaden og ind i en ny kulisse, i stedet åbnes bagscenen, et scenetæppe går op eller i, og vupti er handlingen et nyt sted henne.
Med andre ord giver teatersettingen filmen en legesyg bevægelighed, som kombineret med et dansende kamera efterlader et levende filmisk (snarere end et stift teatralsk) indtryk. En indlysende virkning er, at filmen bliver mere ekspressiv, antinaturalistisk og demonstrativt dramatisk, og det vil næppe falde i alles smag, men det er modigt gjort.
En fest man håber aldrig ender
Enkelte gange trækker kameraet udenfor i selskab med den følsomme Levin (Domhnall Gleeson), der som Tolstojs alter ego repræsenterer den kyske kærlighed og den sunde, klassebevidste fornuft.
Med ham indånder filmen – og vi – lidt frisk luft, inden dramaet fortsætter inden døre med storslåede setnumre, fyrværkeri, hestevæddeløb og en overdådighed af juveler (gavmildt stillet til rådighed af Chanel).
Det er her, festen foregår, og det er en af den slags fester, man ville ønske aldrig endte.
fortsæt med at læse
