Forventningernes pres vejer tungt i nuanceret dokumentar

Drøm. Abdul Khattab arbejder hårdt på at leve op til familiens, sine egne og samfundets forventninger.
Drøm. Abdul Khattab arbejder hårdt på at leve op til familiens, sine egne og samfundets forventninger.
Lyt til artiklen

Blandt de unge mænd i Abdul Khattabs familie er der tradition for at dyrke amatørboksning på konkurrenceniveau.

De fleste af hans brødre gør det, har gjort det eller vil som hans noget yngre lillebror gerne gøre det engang. Med faderens billigelse.

Palæstinensiske Khattab senior, som er familiens patriark og førstegenerationsindvandrer i Danmark, har især høje forventninger til Abdul Khattab, som fra teenageårene har udvist et kæmpetalent for boksesporten.

At tro på sig selv
I dokumentarfilmen ’Skygge bokser’ følger den Super 16-uddannede instruktør Mikkel Blaabjerg Poulsen Abdul Khattab gennem nogle år uden selv at træde frem i sin film.

Mikkel Blaabjerg Poulsen har været til stede som flue på væggen i Abdul Khattabs teenageår både inden for og uden for ringen, mens forskellige dilemmaer prægede den unge bokser. Det vigtigste er, fornemmes det, Abdul Khattabs egen tro på sig selv. Eller mangel på samme.

For nok bokser han ikke i modstrid med faderens ambitioner, men han har til gengæld vanskeligt ved at leve op til sin fars udtalte forventninger til ham og også til forskellige træneres forhåbninger. De voksne mænd ser en kommende boksestjerne i Abdul Khattab, der er bange for at skuffe dem alle sammen og især faderen.

Vampyrfilm kræver skønhedssans og tålmodighed

Mens han endnu kan kaldes en dreng, formulerer han klart sin drøm, da han tidligt i filmen siger: »Det, jeg virkelig ønsker, det er at leve som Mikkel Kessler. At være Mikkel Kessler«.

Dansk boksnings professionelle superstjerne Kessler støtter Abdul Khattab ved at følge og opmuntre ham. Ligesom forbilledet vil Abdul Khattab gerne være professionel og bliver det også, men kampene til ham er få og pengene små. ´

Nærgående nuancer

Perspektivet i ’Skygge bokser’ er bredere end at vise, hvor god Abdul Khattab kan være i ringen – og han er rigtig god.

Filmen registrerer omgangstone, magtkampe og økonomi i dansk boksning og er samtidig en fortælling om en ung patriarkalsk og muslimsk opdraget mand, der skal leve op til sin fars forventninger – og det danske samfunds.

Undervejs i filmen er han til prøve i indfødsret, taler med en ven om sin palæstinensiske baggrund, knæler under fællesbøn i moskeen og er ude at kigge på en ny bil.

Det bliver ikke sagt, men det fremgår tydeligt, at det kræver en stærk mental balancegang for at spænde over alt det, en fyr som Abdul Khattab skal rumme.

Under boksescener er underlægningsmusikken høj og klipningen hektisk for at understrege, hvad der er på spil. Hos bilforhandleren og hjemme hos familien Khattab giver filmen sig tid, så man fornemmer, hvordan stemningerne er de forskellige steder.

LÆS OGSÅ Indisk film er en hyldest til sanseligheden i Mumbai

Mikkel Blaabjerg Poulsen portrætterer Abdul Khattab nuanceret og nærgående uden at udstille ham. Det er en stor styrke for filmen, at instruktøren har fulgt den unge bokser i nogle år, så han udvikler sig.

Omvendt er det en skam, at ’Skygge bokser’ til sidst pludselig springer flere år frem i tiden og her for første gang lader Abdul Khattab snakke direkte til kameraet i et afsluttende statement, der bryder med den hidtidige tone.

Den afslutning kunne godt have været mere elegant.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her