Vampyrfilm kræver skønhedssans og tålmodighed

Lyt til artiklen

Henførende visuel skønhed og skurrende vidtløftige historier eller mangel på samme har i forening vanskeliggjort finansiering af den uforknyt excentriske Jim Jarmuschs film, som han forklarede her i avisen mandag. Denne mildt sagt særprægede romance hviler således økonomisk på et patchwork af europæisk kunstfilmstøtte – og så en nyåbnet konto i den blodbank, der har finansieret så meget af de seneste års helt anderledes nysnerpede teenage-tusmørke på film.

LÆS OGSÅ Christian Bale leverer stor præstation i stjernespækket brødredrama

Adam og Eva er nemlig udøde vampyrer med hver sin bopæl fuld af rariteter i hhv. Detroit og Tanger, men med samme forsyningsproblemer: I middelalderen kunne ’man’ bare suge til sig uden frygt for politi og opklaring, husker de, men hvordan sikre sig rent O rhesus negativt blod i disse sygdomsbefængte og forurenede tider?

Androgyne elskovspar

Ja, hverdagsfornuften holder fri (ren og sund middelalder?!), for i flugten for opdagelse og jagt på det uopdrivelige er ’verdens ældste par’ vist metafor for menneskets truede længsel efter frihed og skønhed. Eva som bogorm med Shakespeares samtidige Christopher Marlowe (altid gode John Hurt) som udød bedsteven, Adam som guitarfetichist og elsker af den vemodigt fede begravelsesmusik, filmen glider frem på. Uforlignelige Tilda Swinton og gode Tom Hiddleston (Loke i ’Thor’ og ’Avengers’) er det ligblege, androgyne elskovspar i slowmotion gennem den natlige undergangsvision. Ekstrem visuel skønhedssans og tålmodighed kræves.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her