For 13-årige Samedi er alt uden for den centralafrikanske regnskov nyt. At være flypassager. At se skyskrabere, bilkøer og butikker i sin fars tidligere hjemby New York. At have hue og jakke på. At høre folk tale med hinanden på et fremmedsprog, der hedder engelsk.

For Samedis 59-årige far, musiksociologen Louis Sarno, repræsenterer metropolen New York den komplekse, kapitaldrevne vestlige verden, han forlod for årtier siden, da han købte en enkeltbillet til Centralafrika og slog sig ned i baka-pygmæernes regnskovssamfund.

Ved at blive i Centralafrika og der optage over 1.000 timer med baka-pygmæernes enestående musik foruden siden at skrive en bog om det er Louis Sarno unik i antropologisk forstand. Han nøjedes ikke med at besøge et afrikansk samfund for at studere det en stund.

Han lod sig assimilere i det samfund, som han første gang mødte i 1985, hvor han var lige så meget en nysgerrig eventyrer blandt baka-pygmæerne, som hans søn nu er det blandt newyorkerne.

Fascination af akvarier, våben og hvide kvinder

I dokumentarfilmen ’Sange fra skoven’ fortæller Louis Sarno på et tidspunkt, hvordan han oplevede baka-pygmæernes respekt for naturen, fløjtemusik, sang og omgangstone, da han første gang kom til Centralafrika og var lige så ny der, som hans søn nu er i New York.

Sarno forstod ikke pygmæernes sprog, men havde hørt eksempler på deres musik i radioen og følte sig trods teoretisk set uoverstigelige kulturelle forskelle instinktivt umiddelbart hjemme, da han kom til regnskoven.

Faktisk var netop den kendsgerning, at sproget var ham fremmed, medvirkende til at få ham til at føle sig tilpas i første omgang, formulerer en af hans amerikanske ungdomsvenner i filmen. At blive budt velkommen blandt fremmede uden at kunne tale med dem gjorde det muligt for Louis Sarno at være både privat, social og nysgerrig på en gang.

På en måde er det et tilsvarende eventyr, hans søn Samedi mange år senere indleder i New York, hvor drengen tydeligvis føler sig mere inspireret af at være, end hans far gør. Alt muligt fra udstillede fisk i et kæmpeakvarium til rigtige våben og hvide kvinder fascinerer Samedi. Amerikansk legetøj er han dog ikke vild med. Man er vel 13 år og dermed i puberteten, uanset hvorfra i verden man kommer.

Regnskov og storby

Som publikum får man via Michael Oberts underspillede udlægning af konteksten lov til selv at opleve kontrasterne mellem den vestlige verden og baka-pygmæernes samfund. Billederne, lydene og sågar nærmest duftene af henholdsvis regnskov og storby definerer fortællingen i endnu højere grad end de sagte ord.

Bortset fra et tidspunkt, hvor Sarnos ungdomsven, filminstruktøren Jim Jarmusch i en enkelt sætning siger, at begær efter magt og penge er en vestlig sygdom, man nok kan have lyst til at flytte sig fra. De færreste får gjort det. Louis Sarno gjorde.

Han tog til et sted, hvor moderne bekvemmeligheder bortset fra en transistor og en smule medicin ikke findes, og hvor han i øvrigt har påtaget sig ansvaret for at gelinde at gøre næste generation af baka-pygmæer i stand til at imødekomme den globale verdens krav og udfordringer.

For mens Louis Sarno bliver boende i Centralafrika, og Samedi bliver voksen, viger regnskoven. Det fortælles i en scene, hvor gigantiske gravkøer står som truende kapeller blandt fældede træer på nu gold jord. ’Sange fra skoven’ viser, at regnskoven ødelægges, men også – så fint – hvorfor Louis Sarno blev boende.

fortsæt med at læse

Filmredaktøren: Doxbio har fået dokumentarfilmen ud i alle hjørner af Danmark