.jpg)
.jpg)
På højdepunktet af karrieren som snowboarder styrtede den unge amerikaner Kevin Pearce 31. december 2009.
Ved faldet pådrog han sig blandt andet en hjerneskade og lå længe i koma, inden han vågnede op alvorligt handikappet og kun langsomt, dag for dag og måned for måned, lærte at leve med sin nye identitet som hjerneskadet.
Med ’The Crash Reel’ fortæller instruktøren Lucy Walker historien om ekstrem- og elitesportsudøveren Kevin Pearce både før og efter ulykken. Historien er fascinerende, selv om man ikke i forvejen anede, hvor megen disciplin, muskelkraft, mod, vilje og sundhed det kræver at hoppe, danse og snurre på et snowboard.
Eller hvor megen umage man skal gøre sig for at finde en fornøjelse ved livet, når man har fået sine oprindelige drømme fuldkommen spoleret.
Syge film
Der er noget helt basalt menneskeligt rørende og genkendeligt ved at høre fortællinger om mennesker, der klarer sig på trods, og inden for filmens verden er dokumentaristerne meget dygtige til at få fat på de historier. Hvis der forholdsvis var lige så mange handikappede og syge i virkeligheden som i dokumentarfilm, ville verden se anderledes ud.
Ganske vist findes der ikke en statistik over procentdelen af handikappede i dokumentarfilm. Men man kan faktisk på nettet finde en slags alternative hitlister under overskrifter som ’The 15 Top special needs documentaries’ og ’Top 9 documentaries about people with disabilities’.
Ghita Nørby er flyttet på plejehjem i ny filmAt den slags findes, er måske i sig selv ret sygt, men nu ikke overraskende med tanke på den stadige strøm af film inden for sygdoms- og handikapgenren.
Her er ’The Crash Reel’ blot den seneste med dansk premiere. Inden for det seneste års tid har man i danske biografer kunnet se for eksempel den rørende danske film ’Tangentspilleren’ af Anne Holst Mulvad om en organist med Aspergers og den vidunderlige sydkoreanske kærlighedshistorie ’Planet of Snail’ om en døvblind poet og en krum dværg.
Down's Syndrom-ramt gør indtryk
Der er dog ingen garanti for, at der kommer gode film ud af at skildre mennesker med handikap.
Men Lucy Walker er en forbilledlig beretter. Hun tager sit publikum med på Kevin Pearces helt forrygende snowboardsoptur. Og bagefter tager hun publikum i hånden, når hun ved hjælp af Pearces usædvanlig omsorgsfulde familie viser, at berømmelse på en OL-skammel giver en fantastisk, men flygtig rus, hvorimod glæde over overhovedet at være i live kan være ganske stille, men bestandig.
Spækhugger-dokumentar går tæt på drabet i SeaWorldSommetider kan man længes efter at se dokumentarer med mennesker, hvis skavanker er mindre drastiske end for eksempel Kevin Pearces kamp for i det hele taget at blive et rørigt ungt menneske igen i ’The Crash Reel’, hvor det i øvrigt blandt familiemedlemmerne hverken er hans vitterligt opopfrende mor, far og storebror, der gør størst indtryk.
Det gør den bror, der har Down’s syndrom. Han kæmper bravt for at acceptere sin sygdom og har overskud til at føle med sin nu hjerneskadede bror, da Kevin Pearce nogen tid efter ulykken kun ønsker sig en eneste ting: at komme tilbage på et snowboard.
Kunne være et rapt eventyr
Det er bare sådan, at havde Lucy Walker skåret historien om ulykken og sidehistorien om broderen ud af fortællingen, var der ikke meget film tilbage.
Alle filmens tidlige sekvenser med unge, solbrændte, sponsorerede, fartvilde – især – fyre på snowboard ville stadig kunne være som et rapt klippet eventyr med soundtrack af Lykke Li, DJ Shadow, Underwold, Sigur Rós, Spiritualized og andre.
LÆS OGSÅ Ny dokumentar følger de godkendte og forkastede flygtninge
Og andre scener kunne vise, hvordan familien Pearce gør sig så stor umage med hinanden, at man godt gad være med, når de flækker kalkunen til Thanksgiving. Men den vigtige, genkendelige historie om at udvikle sig som menneske ville være væk.
Det er ulykken og Kevin Pearces erkendelser bagefter, som gør ’The Crash Reel’ særlig.
fortsæt med at læse
