Når alting ramler, hvad det jo for vane at gøre her ind under jul, er det en besnærende tanke at bytte hytte og måske endda også liv med en ukendt person og se, hvad der sker. Eksperimentet udføres med et vist held af veteranen Nancy Meyers, der debuterede med manuskriptet til ’Rekrut Benjamin’ med Goldie Hawn i 1980. Meyers, der både har skrevet manuskript og instrueret har et skarpt blik for at finde skære, skøre, men søde kvinder. Et nutidigt svar på Goldie Hawns nuttede, komiske talent har Cameron Diaz, der her klovner og charmer sig gennem rollen som den stenrige, men virkelighedsfjerne Hollywood-diva med speciale i at lave trailere for spillefilm.
Da hun afslører sin flødebolle af en kæreste i utroskab, bestemmer hun sig for at rejse langt væk og fejre jul i ophøjet ensomhed. Og ender i en fjern engelsk landsby, hvor journalisten Iris Simpkins (Kate Winslet) residerer.




























