Målt i antallet af mord var det såmænd ikke, fordi den amerikanske seriemorder Zodiac (Dyrekredsen, hvori de 12 stjernetegn befinder sig) hørte til den uhyre tvivlsomme elite. Ikke desto mindre har den amerikanske morder, der tog ansvaret for i hvert fald 13 drab fra 1969 og mange år frem, en uhørt stærk fascinationskraft. Det kan man forsikre sig om på talrige internetsider. Eller se David Finchers sjette spillefilm, ’Zociac’. Mens Finchers foreløbige mesterværk, den stilskabende ’Se7en’, der i høj grad var med til at give seriemorderne nyt liv og forøget kultværdi i midten af 1990’erne, var en atmosfæreladet thriller, er ’Zodiac’ snarere en film om fascinationen og processen. Forstået som den aldrig afsluttede efterforskning af drabene og den besættelse af forbrydelsen, der kommer til at præge de fire mænd, filmen skildrer. Troværdigt mordoffer Først sætter David Fincher meget fornemt sin stemning og sin sag i den stærkt spillede indledning, der uden bare antydning af overdreven drama skildrer det første iskolde mord. Allerede her fornemmer vi filmens styrke i Ciara Hughes stærkt troværdige portræt af det letlevende mordoffer Darlene Ferrin og gyser forventningsfuldt: Det her kan blive rigtigt godt. Uden at stoppe op eller tøve springer David Fincher videre til redaktionen på San Francisco Chronicle, hvor man modtager et kodet brev fra morderen, Zodiac. Fra da af følger filmen to parløb med den fordrukne kriminalreporter Paul Avery (spillet med virtuos autenticitet af Robert Downey Jr.) og den nuttede spejderdreng af en bladtegner Robert Graysmith (Jack Gyllenhaal) på det ene hold og kriminalfolkene David Toschi (Mark Ruffalo) og William Armstrong (Anthony Edwards) på det andet.
Begge parter efterforsker den californiske mordsag, der topper med Zodiacs (aldrig udførte) trusler om at skyde på skolebusser og den formodede morders medvirken i et talkshow på tv.
