Først sætter lyskrydsene ud i storbyerne. Og gaderne flyder af bilvrag, rasende og halvdøde bilister. Så går børsen amok i et virvar af fejlagtige tal. Alarmen går i Det Hvide Hus og FBI’s hovedkvarter – der er fare for smitte med kvægpest. Mens en strømafbrydelse breder sig med lynets hast, toner en sand perlerække af amerikanske præsidenter frem på tv-skærmen og erkender samstemmende i en sammenklippet video, at der ikke er noget at gøre. Der er ingen hjælp at hente. USA og dermed den ganske verden er på skideren. Så meget skade kan terrorister forvolde ved hjælp af lidt snilde foran en computer. Så let er det at hacke sig til sammenbrud og magtovertagelse. I optakten til det fjerde opus i action-operetten ’Die Hard’ er USA udsat for det, computernørder kalder fire sale. Et brandudsalg, som får alle systemer til at bryde sammen.
Gode gammeldags John McClane
Graden af sandsynlighed for, at alle de livsvigtige funktioner i vores moderne verden, der er styret af computere, på samme måde kan erobres og sættes ud af kraft i virkeligheden, skal jeg ikke gøre mig klog på. Smart nok spiller filmen da heller ikke på viden om sammenhænge i cyberspace eller konkrete terroraktioner, men på den paranoia, vi har lært at leve med i årene efter 11. september.
Manden, der må op mod de digitale storforbrydere er den absolut analoge repræsentant for den lille mand, gode gammeldags John McClane (Bruce Willis). 12 år efter vi sidst forlod ham i New Yorks gader ’Die Hard – With a Vengeance’, er den nu 52-årige strisser klar til at tage tæsk som aldrig før for at redde os alle.
12 år er næsten en evighed i vor tidsregning. Både i filmens verden og i virkeligheden. I 1995 måtte John McClane og hans ufrivillige hjælper, civilisten Samuel L. Jackson, spæne rundt for at finde frem til telefonbokse og modtage nye ordrer fra den lumske terrorist Simon Gruber (Jeremy Irons).
I mellemtiden er vores kontakt med omverdenen flyttet over i mobiltelefonen, og vore samtaler foregår ofte på e-mail. I den uredigerede virkelighed har vi oplevet terrorangreb i byer som New York, Madrid og London. Og på film har vi vænnet os til nye actionformer i film som ’Matrix’ og ’Spiderman’. Der er med andre ord udvikling nok at halse efter eller indtage for ’Die Hard’.
