Las Vegas har slukket sit neonskrig og er atter gledet i et med ørkenen i Nevada.
De berømte streets of London står under vand. I Indien henligger templet Taj Mahal som en ruin over den storhed, der prægede os mennesker, når vi skulle hylde vore guder. Og i Sydney – luk øjnene, landsmænd – står selveste Jørn Utzons operahus i flammer. Kulturen brænder op, dyrene er døde, de sidste mennesker raller efter bare en smule ilt, og mørket sænker sig definitivt over vores civilisation. Året er 2055 – om en bagatel af 46 år – og klimaet har dræbt alt liv på den klode, vi engang kendte som Jorden. Ikke værd at redde Kun ét sted findes en form for liv. Højt hævet over det livløse hav ved Arktis, der nu er befriet for is, cykler den britiske karakterskuespiller Pete Postlethwaite i et kulsort tårn af den slags, vi kender fra eventyr om uhyggelige drager og ondskabsfulde despoter.
