De har ligget i hver sin skyttegrav i dage, nætter, uger og måneder.
Omgivet af pibende rotter og ligene af nedslagtede kammerater har de rystende af angst hørt hvinende granater og følt deres nedslag så tæt på, at kaskader af jord og blod har regnet ned over dem.
Skudt af sted med dødelig hilsen fra den usynlige, men hørbare og nådesløse fjende, alt for tæt på.
Krigsfilm fra et hesteperspektiv
Pludselig forlader to af dem den desperate venten i den trange dødsgang, der udgjorde soldatens arbejdsplads i Første Verdenskrigs illusionsløse inferno.
Fra hver sin side bevæger de sig ind i det livsfarlige ingenmandsland med dets trøstesløse landskab af lig, efterladte våben, huller fra granatnedslag og sammenkrøllet pigtråd. For til sidst at mødes ved det forrevne og sårede dyr, hvis opdukken og kamp mod netop den djævelske pigtråd fascinerede og lokkede dem frem.
LÆS ARTIKEL Anmeldere: Spielbergs hestefilm får tårerne frem i øjnene
Omkring den indfangede hest mødes fjenderne, englænderen og tyskeren, og giver sig til at befri krigshesten Joey for den smertefulde tråd.
Så tydelig bliver symbolikken i endnu et krigsepos fra Steven Spielberg, skildret gennem hesten Joey.
Den gamle mester
Det er således dyret, der bringer medmenneskeligheden frem i de soldater, der lever og kæmper under umenneskelige forhold. Dermed er det også hingsten, der forløser Spielbergs evige optimisme i ’War Horse’.
Bortset fra den lidt usædvanlige hovedrolleindehaver er det et stort, fornemt udfoldet, krigsdrama, som den gamle mester kan levere det.
Med stolt sentimentalitet fortæller Steven Spielberg på baggrund af en børnebog af Michael Morpurgo den både enkle og episk storladne fabel om venskab og loyalitet på trods af fronter og krig, hvori »alle mister alt«, som det bliver sagt et par gange i filmens lange spilletid.
Homoerotiske undertoner
I en smuk landsby sættes historien på kanten af Første Verdenskrig i 1914, og vi møder alle de nødvendige arketyper, der hos en så dygtig instruktør som Spielberg fremstår helt troværdige.
Den gode, men fordrukne far (Pete Mullan) overbyder i en form for protest den lokale godsejer for at købe en utrænet ung hest.
Hans søn Albert (Jeremy Irving) falder pladask for hingsten og får den imod alle odds og sin praktisk anlagte mors bekymring (Emily Watson) til at pløje en stenet mark for øjnene af godsejeren, hans arrogante søn og hele den forundrede landsby.
Inden venskabet mellem dreng og hest bliver dybere, melder krigens realiteter sig, og hæren køber Joey til tjeneste ved fronten, hvor den ganske vist behandles godt, men går så grueligt meget igennem.
Den får en sort artsfælle som ven med nærmest homoerotiske undertoner, parret bruges som flugtdyr af to tyske desertører, de ender på en lille fransk gård hos en bedstefar og hans barnebarn og ender atter på tysk side som trækdyr.
Nicolas Bro som blød dyrepasser
Her er det danske Nicolas Bro, der som stor og blød soldat har ansvaret for krikkerne. Bro gør det fint i birollen som følsom og trist udseende dyrepasser uden indflydelse på dyrenes skæbne.
Det går da også galt for ham og Joey, som i fortvivlelse løber ud i ingenmandsland for at blive reddet af de to ’fjender’, inden han måske atter kan genforenes med Albert hjemme fra landsbyen, som i mellemtiden er blevet soldat og er kommet med ved fronten.
Fornemt fører filmen os gennem de mange skift i stemninger og scenerier med overlegen lækker fotografering og sikkert spil.
Indimellem bliver sentimentaliteten for corny, og man må kigge væk for ikke at le højt.
Men som regel truer tårerne kort efter i en film, der er solid og rørende, hvis man ellers kan anerkende en underspillet kritik af krigen set gennem en hests øjne.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
