Bille August er på mange måder en af de mest gådefulde skikkelser i dansk film. Ustandselig rejser han rundt i verden og laver film. Ikke mindst takket være sin oscarstatuette har han masser at lave, selv om det efterhånden er en del år siden, han i 1987 og 1992 lavede ’Pelle Erobreren’ og ’Den gode vilje’.
Hans karriere som omrejsende instruktør har fulgt et nogenlunde fast mønster. Store skuespillernavne knyttet til prestigefulde filmatiseringer fulgt af overvejende lunkne anmeldelser.


























