»Det er alligevel allerdejligst at tegne. Det gør ingen støj«.
Med denne sagtmodige begrundelse forklarede Robert Storm Petersen (1882-1949), hvorfor han trods mange lyster og talenter som skuespiller, forfatter, animationsfilmmand, seriøs kunstmaler m.m. endte med især at være tegner: Her kunne Storm være stille. Der var nok også en anden årsag: Pen og papir gav friest spillerum for absurditeter i humoristisk form, så med tegningerne havde Storm P ubetinget succes og var vel, også længe efter sin død, den mest kendte og elskede humorist i det 20. århundredes Danmark og fik ligefrem sit eget museum.





























