Ofrene for den lange, møgbeskidte, gasgiftige, millioninvaliderende og meningsløse Første Verdenskrig er ikke noget underbelyst emne i litteratur eller film, heller ikke fra den synsvinkel, vi følger her: En ung engelsk kvinde, der har både sin rigtige elskede og sin lige så elskede bror ved fronten i Flanderns mudrede landskab af pigtråd, skyttegrave og granatkratere.

Hun er næsten uafbrudt i billedet og spilles begavet, smukt og disciplineret og på ulasteligt britisk engelsk af svenske Alicia Vikander (Caroline Mathilde i ’En kongelig affære’). Vera Brittain hedder hun, ligesom den forfatter, hvis bestseller-selvbiografi filmen er en gengivelse af.

Netop ’gengivelse’, for den debuterende instruktørs teksttroskab er filmens svaghed. Efter dokumentarer og tv-serier (bl.a. ’Marchlands’) savner Kent her fatalt det dramaturgisk samlende greb, som i dokumentaren ligner overgreb på virkeligheden, men er en kunstnerisk nødvendighed i to timers spillefilm.

En åbningsscene fra våbenstilstandsdagen i 1918 og så resten af filmen som flashback forsøger at samle, men afmonterer i stedet den elementære spænding. Og Veras Oxford-ambitioner, tidstypisk konfliktstof for datidens kvinderolle, som kunne have etableret en anden spænding, får ikke tilstrækkelig dramatisk vægt.

Synd og skam, for trods Kit Harringtons unødvendigt tunge spil som Veras kæreste er filmen ellers både en køn skildring af tidløs ung kærlighed og et meget tidstro billede af landligt britisk overklasseliv.

Og i stedet for granateksplosionernes kliché får vi fine scener bag fronten med også tyske sårede på lazarettet. I et glimt oplever vi angstberedskabet hjemme ved synet af et harmløst (?) cykelbuds ankomst til godset: det frygtede telegram fra Krigsministeriet?

Tidstypisk er også den kyske kærlighed, knap et kys, men noget næsten mere intimt: udveksling af egne digte. For en nordisk tilskuer er der et ekko af Griegs ’De unge døde’ over det fjerne og nære liv i krigens skygge.