De usminkede øjne er halvt lukkede. Om munden anes et smil. Ansigtet ligger i et blødt virvar af lange, sorte krøller, og kroppen har hun rullet sammen på bagsædet af en bil under sit lyserøde ’Hello Kitty’-tæppe.
Purunge Amy Winehouse ser tryg og tilfreds ud i scenen i instruktøren Asif Kapadias film ’Amy’, som hun ligger der i bilen på vej hjem til forstaden i Nordlondon fra et job i en jazzklub nogle få år før sit verdensgennembrud.
SE TRAILEREN 'Amy'
Og også næsten uvirkeligt få år, inden hun 23. juli 2011 døde af en alkoholforgiftning blot 27 år gammel.
I ’Amy’ viser Asif Kapadia noget af det, der skete i Amy Winehouses liv, før hun begyndte at optræde i små jazzklubber, og indtil hun døde. Og det er en væsentlig pointe for oplevelsen af filmen, at instruktøren bruger en enorm bunke arkivmateriale fra Amy Winehouses liv og sangskrivning til at vise sin historie i stedet for selv at fortælle den med ord eller få andre ansigter til at fortælle deres opfattelse af begivenhederne.
Asif Kapadia har arbejdet på samme måde med ’Amy’, som han gjorde med sin film ’Senna’ fra 2010 om den afdøde brasilianske racerkører Ayrton Senna. Også i ’Amy’ har han næsten hele tiden sin hovedperson inde i billedet.
Stormende rent talent
Det er Amy Winehouses lille krop, man ser og kommer tæt på selv i scener, hvor det er hendes venindes, hendes mors eller for eksempel hendes første managers stemme, der fortæller om deres relation til hende.
Havde Asif Kapadia i stedet præsenteret billedsiden fra interviewoptagelserne med slægtninge og venner, ville man som publikum have oplevet en større distance til Amy Winehouse, ligesom visheden om hendes død ville have trængt sig endnu mere på. Som dokumentaren er, føles distancen mindst mulig.
Helt almindelig, helt ekstraordinærDe hidtil uviste scener fra hendes liv er mange. Med sin allerede modne stemme leger hun Marilyn Monroe, da hun som teenager synger fødselsdagssang med veninderne.
Hendes talent er fuldstændig stormende rent, når man ser hende optræde på en klub inden albumdebuten med den jazzede ’Frank’ i 2003. Forelskelse og beundring lyser ud af hende, når hun går rundt i en park med sit livs kærlighed og medmisbruger Blake Fielder-Civil. Ærligheden, intelligensen og flabetheden er tydelig og forbløffende, når hun bliver interviewet live på britisk tv, efter at hun er brudt igennem.
Og man aner både selvkritikken og selvironien, når hun undervejs gennem den hektiske, kaotiske og for hende selv vitterligt ustyrlige karriere spejler sin fra barnsben bulimiskadede krop i hel figur for at måle sin smalle talje med blikket.
Flere steder ser og hører man hende sige til et kamera, at det ikke var berømt, hun ville være. Hun ville synge. Men berømt blev hun i ekstremt omfang i en tid, hvor medier kaster sig over nye stjerner som hyæner over lig for at dokumentere og dissekere dem.
Amy Winehouse-film skaber kødannelse i CannesOg når man i ’Amy’ ser hende forlade sit livs sidste lejlighed i Camden omringet af paparazzifotografer, ligner pressens behandling af hende en af de ting, der var med til at skubbe hende nærmere tragedien.
Lynberømmelse og hastigt eskalerende misbrug
Asif Kapadia udnævner ingen skurke. Det klarer folk omkring Amy selv.
Ud over paparazzistanden gælder det delvist Fielder-Civil, hendes manager nummer to, en række smagløst hoverende standup-fyre og Amy Winehouses far Mitch Winehouse, der først bliver nærværende i hendes liv, da han kan lugte penge og prestige.
LÆS MERE Amy Winehouses far er rasende over ny dokumentar
En stor del af fortællingen om Winehouses lynberømmelse og hastigt eskalerende misbrug er tidstypisk og desværre ikke nær så ualmindelig, som hendes talent var.
Havde Amy Winehouse fået lov til at vokse som kunstner i en anden og langsommere tid, hvor realitymediernes personlighedsstrippende og menneskeforbrugende værdisæt var science fiction, havde hun måske fået lov til at modnes som sit idol Tony Bennett.
Mange scener i ’Amy’ viser, at det var det, hun gerne ville. Og lige så mange scener i ’Amy’ illustrerer, hvorfor det ikke gik sådan.
fortsæt med at læse
