En snes kilometer uden for Moskva vokser adskillige børn op i omgivelser, der fra begyndelsen af Hanna Polaks film ’Børnene på Putins losseplads’ står i skarp kontrast til både storbyens grå betonboliger og til forretningsgaders prangende rigdom.

Børnene i Hanna Polaks film bor på Europas største losseplads, Svalka, og mange af dem kommer til at dø der i en tidlig alder.

Filmen begynder i 2000, hvor lossepladsens beboere kan se på andres kasserede tv-skærme, at Putin er blevet Ruslands præsident.

Et af børnene er pigen Jula, som er hovedperson i Polaks film. Da vi i 2000 møder hende første gang, er hun 10 år gammel og lever i bjerge af affald sammen med sin mor. Hendes far er død. Hendes mor drukner sjælen i vodka ligesom så mange andre i Svalka.

Jula går ikke i skole, kan ikke få tre sunde måletider om dagen og har ikke andet end det, andre mennesker har smidt ud. Folk i Svalka bor i papskure i affaldet og er ikke garanteret nogen form for materiel tryghed.

Fire år senere har Jula fulgt den samme vej som andre i Svalka. 14 år gammel er også hun begyndt at drikke tæt. Yderligere to år senere er hun gravid med sit første barn, som bliver bortadopteret.

Som blot 16-årig har hun udefra set alle tænkelige grunde til at simpelthen at give op. Men det gør hun ikke. Jula og andre børn fra Svalka har et kærligt indbyrdes sammenhold, der giver dem tryghed, de har et håb om at komme væk fra lossepladsen, og så har nogle af dem også, ligesom Jula, en viljestyrke til at sætte alt ind på at forbedre deres situation.

Og i Hanna Polaks kameraoptik er nuancerne i Julas liv vigtige.

Drømmen om noget bedre

Instruktørens ærinde er ikke at skabe en overordnet, analytisk kritik af de umenneskelige levevilkår på lossepladsen. Den vinkel behøver egentlig heller ikke yderligere fokus. På mange måder er billederne helt af sig selv dokumenter fra barndomme i et helvede, hvor skraldevogne og trucks ikke sjældent kommer til at køre nogle beboere over, hvor der ofte opstår brande i papskurene, og hvor lydsporet til det hele er et klaustrofobisk kor af konstant aggressivt skrigende måger.

Hanna Polaks mål er at fortælle nuanceret om Jula og hendes nærmeste. Til de nuancer hører alt det liv på trods, som Jula har i øjnene, da hun er ti år, og al den sorg, der tynger hendes 16-årige ansigt den dag, hun går fra hospitalet uden at tage sit nyfødte barn med.

Børnene i skraldebunkerne leger med hinanden, trøster hinanden og drømmer sammen om at komme væk i Polaks film, hvis originaltitel er det rammende udtryk ’Something Better to Come’.

Da Hanna Polak filmede Jula som 16-årig, kunne instruktøren ikke ane, hvordan pigens fremtid efter den uønskede graviditet ville blive. I stedet for at slippe sin hovedperson på det tidspunkt, hvad de fleste nok ville have valgt, vendte Polak tilbage til hende flere gange i de efterfølgende otte år. Og sammen med Polaks insisteren på at fortælle om hele Jula og ikke kun om den sociale tragedie, er det tidsforløbet i filmen, der gør den unik.

’Børnene på Putins losseplads’ spænder over hele 14 år af Julas liv. Hanna Polaks vedholdenhed og dedikation gør, at man kommer usædvanlig tæt på hendes hovedperson, og det har måske også inspireret Jula til at finde viljestyrke til at gøre noget ved sin situation?

I hvert fald kommer pigen nogen tid efter fødslen af sit første barn ud af alkoholmisbruget og i gang med et job. Samtidig kommer der en ny beslutsomhed i hendes ansigt. I filmens sidste del ses, hvordan stædigheden og styrken for Julas vedkommende betyder, at både hun og hendes mor får, hvad de fleste af os tager som en selvfølge: et rigtigt sted at bo.

Hanna Polak har vundet en række priser for sin film, herunder sidste år en Special Jury Award på verdens største dokumentarfilmfestival, IDFA, i Amsterdam. Produktionen af det ambitiøse projekt har hun selv stået for i samarbejde med Sigrid Dyekjær fra Danish Documentary.

’Børnene på Putins losseplads’ fortæller en bevægende kompleks historie om et sted så trøstesløst, at man tror, det er løgn. Eller i hvert fald ønsker, at det havde været fiktion.

fortsæt med at læse

Hun tog til Afghanistan for at tjene penge - og endte som en kvinde med en sag